AXEL BERGER 16X9

Axel BergerSE

Flere shows

Oplev den svenske kunstner udfolde sin surrealistiske slowmotion-cykelbuds-performance 

  • Mandag 1. juli
    AXEL BERGER: Delivery , 12.45, Flokkr
  • Lørdag 6. juli
    AXEL BERGER: Delivery, 11.15, Food Is Now

Iført cykelbuddets velkendte udstyr – komplet med logo-præget jakke, cykelhjelm og boks på ryggen – navigerer Axel Berger gennem festivalen i fascinerende slowmotion, der får ham til at ligne en levende, næsten absurd skulptur. 

Cykelbuddet er hurtigt blevet en genkendelig del af det postmoderne byliv. Ved at vende logikken fra et voksende marked for udbringning af mad, der leveres i et hæsblæsende tempo, på hovedet udfordrer Axel Berger med sin performance 'Delivery' forholdet til arbejde og effektivitet, bekvemmelighed og byrde. 

'Delivery' udfolder sig som en performance, hvor Axel Berger, som legemliggør selve cykelbuddet, inviterer publikum til for et øjeblik at stoppe og reflektere over det postmoderne livs tempofyldte mindset. 

Forestillingen kan opleves flere gange gennem festivalen både på campingområdet, festivalpladsen og i midten af Roskilde by. 

Axel Berger er en svensk kunstner og performer. Hans kunstværker tager form af interventioner, herunder ready-mades eller fundne materialer, og performances, der præsenterer kroppe i bevægelse i forskellige situationer. Tidligere har hans performances blandt andet været opført på Lunds Konsthall (SE), Inter Arts Center (SE) og Lahti Fringe Festival (FI). Han arbejder og bor i Malmø, Sverige. 

Axel Berger præsenteres i samarbejde med Roskilde Festival og Museet for Samtidskunst i Roskilde.