Kunstnerduoen Baum & Leahy vender tilbage på Roskilde Festival med Pantopia – en en levende installation, der forvandler Flokkr til noget midt imellem en sanselig skulptur, et vildtvoksende mødested og et aktivistisk frirum.
Pantopia er ikke én stor utopi, men mange små: en kollage af drømme og forestillinger om, hvordan fremtiden kunne være. Visionen møder virkeligheden i et landskab skabt af kreativt genbrug – gamle sejl, halm og materialer fra tidligere års festivaler er forvandlet til et sanseligt samlingspunkt midt på Flokkr.
Rummet er udsmykket med forgrenede tentakler, der rækker ud mod hinanden, krydser veje, forbinder sig og bærer hinanden – side om side med visuelle fortolkninger inspireret af mulige fremtidsscenarier fra Flokkr-workshops og Den Grønne Ungdomsbevægelses udgivelse Retfærdig Naturbevarelse.
Det er fjerde år i træk, at Baum & Leahy samarbejder med Roskilde Festival om udsmykningen af Flokkr.
Baum & Leahy (Amanda Baum & Rose Leahy) er en prisvindende kunstnerduo med base i København og London. De arbejder tværfagligt og på tværs af medier og skalaer med fokus på samspillet mellem økologi, sanser og systemer. Baum & Leahy har udstillet og afholdt events internationalt.