- Tirsdag 1. juli11.00, Flokkr
Hvordan kan et loppemarked være meget mere end et sted, hvor ting skifter hænder?
Til årets festival overtager Det Grønne Loppemarked Flokkr og forvandler det til et inspirerende og energifyldt rum med workshops, samtalesalon, mentalt helbredshjørne med tarotlæsning og akupunktur, skaklounge og sociale boder. Det hele sker med udgangspunkt i et ønske om at samle mennesker om ideer og praksisser, der tager afsæt i socialt ansvar og mere bevidste forbrugsvaner.
Markedsstemningen styrkes med boder fra lokale samarbejdspartnere som The Red Van, Prints4eSims og Almen Modstand. Her kan gæsterne deltage i samtaler om social lighed, fællesskabsstyrkelse og lære, hvordan disse organisationer kan fremme refleksion, samarbejde og en følelse af at høre til – alt sammen i en atmosfære, der inviterer til refleksion og fællesskab.
Kom og hæng ud, spil skak, lyt til musik med DJ Malika Mahmoud, få læst tarotkort, eller deltag i samtaler om bæredygtigt tøjforbrug, markedet som utopi eller litteraturens frigørende potentialer. Samtalerne modereres af Nasra Jama og du kan møde organisationer som Collective against Environmental Racism eller Den Grønne Bogklub. Uanset hvad du vælger, er du med til at skabe en stemning, hvor det at være sammen gør en forskel.
Det Grønne Loppemarked er et initiativ fra Nørrebro i København, hvor mennesker samles om genbrug, lokal kultur og fællesskabsskabende aktiviteter.