ANNA WALTHER

ANNA WALTHER DK

Kunstværk inviterer dig ned i mudderet på ægte festival-manér, før du kan klatre til tops.

Du må gerne bevæge dig ind i kunstner Anna Walthers kunstværk, men vi kan ikke garantere at du ikke bliver beskidt. Værket Who’s Gonna Do the Dirty Jobs, When Everyone Is Equal? består nemlig af et lag af mudder, som man må trodse for at nå klatrestativet i midten, ligegyldigt om solen skinner, eller det står ned i stænger.  

Kampen med festivalmudderet bliver symbol på den uretfærdighed, der kan opstå, når forestillingen om ligestilling møder den virkelige verden. For spørgsmålet er: Hvem gør det beskidte arbejde, hvis alle er lige? 

Kunstværket stiller skarpt på, hvordan favoriseringen af lave omkostninger og hurtig produktion skaber udnyttelse af arbejdskraft i det globale syd. Her er du velkommen til at mærke, hvordan det hårde, beskidte arbejde bliver usynligt i globale handelsstrukturer og forsyningskæder. Tag en ven under armen, trods mudderet sammen og bliv inspireret til at løfte sløret fra verdens uretfærdigheder. 

Anna Walther arbejder med skulptur og installation og interesserer sig for forholdet mellem private og offentlige rum. Hun undersøger bl.a. magtstrukturer, klasse, sårbarhed og neurodivergens igennem forskellige materialer, hverdagsgenstande og humor. Med sin kunst ønsker hun at give marginaliserede grupper en stemme og skabe forbindelser og omsorg. 

Who’s Gonna Do the Dirty Jobs, When Everyone Is Equal? præsenteres i samarbejde med Art Hub Copenhagen.