DET ÅBNE ENSEMBLE

Det Åbne EnsembleDK

LØRDAG 4. JULI

Træd ind i et fælles kunstnerisk rum i konstant forandring på årets festival.

  • Lørdag 4. juli
    11.45, Platform

Det Åbne Ensemble er et orkester med brugere af psykiatrien, hvor alle – uanset musikalsk erfaring – kan indgå i kollektiv udforskning. Fokus er ikke på den egentlige performance, men på processen: et skabende og undersøgende rum i konstant bevægelse. 

Når ensemblet indtager Platform, er en række instrumenter – kontrabas, vibrafon, synthesizer, klaver m.fl. – placeret på scenen og spillet af orkestrets deltagere, som sammen skaber et fælles sanseligt rum. Foran hvert instrument står en lampe: når lyset tændes, spilles der. Lyset styres via en mixer af et vilkårligt medlem af ensemblet, som midlertidigt indtager rollen som dirigent. 

Hver improvisation er rammesat af Thomas Mulcahy og Johan S. Wieth fra hhv. Uden Ord, kingtommi og Iceage gennem tidsbegrænsning og enkle musikalske benspænd – f.eks. én tone, korte eller lange toner, fast tempo eller rubato. 

Det er ikke en koncert i en normal forstand, men snarere en levende, kollektiv proces. 

Det Åbne Ensemble er et workshopforløb for brugere af psykiatrien i København. Projektet tager udgangspunkt i, at enkle og tydelige musikalske benspænd kan åbne for et trygt og meningsfuldt fælles rum med øjeblikke af høj kunstnerisk kvalitet. Her udvikler deltagerne i fællesskab et musikalsk sprog og oplever, at deres bidrag i improvisationen bliver mødt, forstærket og sat i spil af de andre. 
 
Det Åbne Ensemble samarbejder med Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed, der arbejder med deltagelsesbaseret kunst med fokus på mental trivsel og Rytmisk Musikkonservatorium (RMC). Projektet er støttet af Fonden Roskilde Festival.