Du har tabt tråden — og det har alle andre også. Slop Plot er et deltagerbaseret AI‑kunstværk af den danske kunstner Esben Holk, der folder sig ud over Roskilde Festivals otte dage. I centrum står en simpel invitation: Upload et minde, og bliv en del af fortællingen.
Ved hjælp af en specialudviklet webapp kan festivaldeltagere bidrage med billeder – øjeblikke, ansigter, scener fra campingområdet – til et kollektivt, AI‑drevet collageværk og et løbende eventyr i otte kapitler. Hvert billede fodrer en fælles historie: en “digital tvilling” af festivaldeltagerne, der bevæger sig gennem ugen og udspiller sig i realtid på en stor skærm i Glorias foyer. Collagen opdateres konstant, efterhånden som nye minder kommer til.
Ude i campingområderne vandrer en trup af performere – the scrapers – rundt og opfordrer på legende vis festivaldeltagerne til at besøge websitet. Som kropslige algoritmer serverer de gamification og inviterer til samskabelse af værket.
Inspireret af middelalderens trubadurtraditioner, internet-ikonografi og brainrot-æstetik spørger Slop Plot, hvad det vil sige at fortælle en historie sammen i en tid med fragmenterede virkeligheder. I en verden med AI-genereret indhold, main character syndrome, NPC’s og villain eras, hvem skriver så den kollektive saga?
Esben Holk er en tværfaglig programmør, billedkunstner og spildesigner, som udforsker identitet igennem kunstig intelligens, programmering, datavisualisering og interaktionsdesign. Deres arbejde udtrykkes i 3D-landskaber, memes, collager, software og videospil. Her er algoritmer kropsliggjorte, leg er integreret, og det forvirrerede digitale menneske er i fokus.

