MAIKEN STÆHR

MAIKEN STÆHRDK

TIRSDAG 30. JUNI

Vær med, når landbrug bliver performance og spisning bliver kunst.

  • Tirsdag 30. juni
    10.00, Grow

Deltag, sammen med billedkunstner Maiken Stæhr, i en kunstnerisk kulinarisk fra jord-til-bord-oplevelse, hvor vi i fællesskab smager på afgrøder høstet direkte fra Roskilde Festivals egen fælleshave, tilberedt som en del af performancen Harvest and Survive. 

Til projektet har Maiken Stæhr etableret en mark i GROW, Roskilde Festivals egen fælleshave, hvor hun i samarbejde med gartner Nanna Hjortkjær Jespersen dyrker grøntsager og urter. Under festivalen bliver høsten omdrejningspunktet for værket Harvest and Survive, en performance i tre akter: dyrkning, høst og servering. 
 
Under festivalens første dage kan du tage del i værket der udforsker forholdet mellem planter, jord, mad og værtskab. Høsten bliver her til en koreograferet handling med speciallavede haveredskaber som senere serveres for festivalgængerne med sang og afsluttes med en vinaigrette forstøvet over salaten. Velbekomme!  
 
Harvest and Survive ønsker at skabe dialog om forbrug og produktionen af den mad og drikke, vi indtager på festivalen, og undersøger temaer som gastronomi, fællesskab og arbejde.

Maiken Stæhr er en tværfaglig billedkunstner, hvis arbejde kombinerer sanselige og politiske tilgange til at udforske forbrug, madkultur, landbrug, klima og sociale klasser. Med en baggrund i økologisk landbrug undersøger hun, hvordan produktionssystemer former vores forståelse af natur og kultur. Hun bor og arbejder i København. 

Værket er lavet i samarbejde med Østergro, GROW og Langkærhave Fælleshave.