- Fredag 3. juli
Kurdiske og anatolske traditioner møder nordiske klange, elektroniske lag og drømmende indie, når AySay går på scenen. Og med deres helt særlige udtryk har trioen markeret sig som et frisk pust i dansk musik, ligesom de har turneret flittigt i udlandet og begejstret publikum med deres smittende lyd.
Også Roskilde Festival har de gæstet før, senest i 2024, hvor de erobrede publikums hjerter med en koncert, der bød på både kædedans og momenter af dyb melankoli. Med både dansable grooves og mere psykedeliske lag formår de to musikere Aske Døssing Bendixe og Carl West Hosbond med stor nuancerigdom at understøtte Luna Ersahins powerfulde vokal og hypnotiske strengespil fra den traditionelle saz.
Luna Ersahin, der har både danske og kurdiske rødder, er en fremragende ambassadør for en mangfoldig og inkluderende vision om hvad dansk musik kan være. Men først og fremmest er hun den fødte frontfigur, der med karisma, publikumskontant og en fantastisk stemme skaber en følelse af sammenhold og varme.
Hun er da også et ombejlet navn, der har samarbejdet med kunstnere som Tobias Rahim, Smag På Dig Selv og Ana Juél, og for nylig har hun skabt musik til den vedkommende dokumentarfilm Burning Voice, der tematiserer kvinders rettigheder. I AySay har hun dog et band, der virkelig favner hendes mange aspekter og som skaber en fantastisk stemning live. AySay er aktuelle med det spritnye album Mal, og vi ser frem til at opleve de nye stærke sange, når bandet vender tilbage til Roskilde Festival.




