En af hendes seneste singler hedder “Party All Week Bitch”. Så er stilen lagt. For når Cortisa Star indtager scenen, er der dømt hæmningsløs fest uden skelen til høflig opførsel, og det overrasker ikke at selve Brat-dronningen Charli XCX har meldt sig som fan af den kun 20-årige rapper.
Det giver også god mening, at duoen Frost Children – som du også kan opleve på årets Roskilde Festival – har produceret “Party All Week Bitch”. For Cortisa Star rummer noget af den samme anarkistiske energi som de genremuterende festindpiskere i netop Frost Children.
Cortisa Stars store gennembrudssingle havde da også den rammende titel “Fun”, og der var mange, der gerne ville med til festen, for singlen blev et stort viralt hit i 2024. I 2025 fulgte så den frenetiske debut-EP E.M.O. (EVIL MOTION OVERLOAD), der bragede igennem lydmuren med en blanding af eksplicitte og queer tekster og en trashy blanding af post-trap, hyperpop, drill og klubbede beats.
Live kan man forvente et show pakket med energi og attitude fra kunstneren, der stolt titulerer sig selv “underground rap princess”. Det kommer ikke til at gå stille ned, når hun udgyder sine rowdy festhymner over Roskilde Festival til sin første danske koncert.






