- Tirsdag 30. juni
“Comforting dance music” kalder Eros For You selv deres musik på deres Bandcamp-side. Her kan man også se flere udgivelser, der viser de to musikere omfavne hinanden i et varmt kram. Det er der en god grund til, for den københavnske duo har et erklæret mål om at bringe omsorgen og fællesskabet ind på dansegulvet.
Her får euforien og melankolien lov til at sameksistere, og Eros For You skaber et rum om musikken, hvor man kan give sig hen til dansen – sikker på at blive grebet af en varm og omsluttende kærlighed. Med et glimt i øjet har de også kaldt deres musik for ”EDM Bon Iver”, og det label lever sangene op til med både en dunkende elektronisk puls, dansevenlige beats og inderlige autotune-vokaler, der griber ud efter en sublim skønhed.
Allerede deres første single, “Palm of Your Hand” (2023), førte til international opmærksomhed, og debut-ep’en Solace fra 2024 har været med til at cementere deres position som en frontløbere inden for den spirende Emotional Dance-genre.
I 2026 har de allerede markeret sig stærkt med singler som “Only Here For You” samt deres seneste single, ”Proud of Me”, hvor UK-rapperen Chino er gæst. Vi kan forvente mere ny musik fra duoen i løbet af 2026 – og nok så vigtigt kan vi forvente en bølge af varmt fællesskab, når Eros For You leverer både kærlige musikalske kram og dansefest med følelserne uden på tøjet på årets Roskilde Festival.






