- Fredag 3. juli20.00, Lagune
Genesis Owusu har på få år skabt sit helt eget krydsfelt mellem rap, punk, soul, funk og eksperimenterende pop. Siden gennembruddet med det prisvindende album Smiling with No Teeth (2021) har den ghanesisk-australske kunstner markeret sig som en af sin generations mest roste liveperformere med en sjælden evne til at få selv de mest forskelligartede musikalske idéer til at hænge sammen.
På sit tredje og seneste album, Redstar Wu & the Worldwide Scourge fra maj, tager Genesis Owusu både udtrykket og ambitionerne til nye højder. Albummet retter blikket mod en samtid præget af politisk ekstremisme, digital paranoia, tech-milliardærer, krig, racisme og apati, men musikken stivner aldrig i ren alvor. Owusu bygger albummet op af svedig funk, synthpunk, neosoul, Brit-rock og stærke hooks, så de tunge temaer hele tiden får rytme, bid og fremdrift.
Det har udløst en kaskade af begejstrede anmeldelser. The Guardian gav Redstar Wu & the Worldwide Scourge fem ud af fem stjerner og beskrev albummet som fyldt med “political fury and propulsive fun”, mens medier som Pitchfork og The Quietus samt den anerkendte musikanmelder Anthony Fantano har fremhævet det som hans hidtil mest ambitiøse værk.
Som om det ikke var nok, er Genesis Owusu en storslået oplevelse live. Ved præsentationen af sit nye album i Sydney Opera House fik han et publikum til at omfavne helt nyt materiale med samme entusiasme som hans største sange. Det siger noget om den gennemslagskraft, han har opbygget som både sangskriver og performer. Glæd dig til en oplevelse udover det sædvanlige med en af tidens stærkeste stemmer på Roskilde Festival.





