Gorillaz Web Midlertidigt

GorillazUK

TORSDAG 2. JULI

Verdens bedste tegneserieband vender tilbage til Orange Scene med nyt album

  • Torsdag 2. juli
    Orange Scene

I over 25 år har Gorillaz formået at udfordre hele ideen om hvad et band kan være, samtidig med at de har indtaget verdens største festivalscener med en farverig fest af kreativ energi.

Mange tænkte først, at det var en sjov gimmick, da tidligere Blur-forsanger Damon Albarn i 1998 teamede op med tegneserietegner Jamie Hewlett for at skabe et virtuelt orkester med navnet Gorillaz. Bandet, der tæller forsangeren 2D, bassist Murdoc Niccals, trommeslager Russel Hobbs og guitaristen Noodle, bed sig dog hurtigt fast i populærkulturen med en række hitsingler ledsaget af underfundige videoer samt det stærke debutalbum fra 2001. Og det fremstod snart, at Gorillaz ikke kun var en kreativ leg med hvad et band kunne være, men også en kulturel force, der var kommet for at blive.

Bandet står nemlig bag en lang række roste albummer, har høstet adskillige priser og samarbejdet med en imponerende række af kunstnere fra Elton John og Grace Jones til Kali Uchis og Snoop Dogg. Rækken af samarbejdspartnere vidner i sig selv om et band, der favner flere generationer, og som har en dyb bevidsthed om poppens historie, samtidig med at de udforsker dens mest futuristiske egne.

Gennem årene har bandet, der senest udsendte albummet Cracker Island i 2023, favnet et væld af genrer fra elektronisk popmusik og hiphop til indierock og verdensmusik, og de har leveret fantastiske live-oplevelser, også på Roskilde Festival, som de senest gæstede i 2018 med hvad Soundvenue kaldte en “legendarisk Orange-triumf”.
Nu vender bandet tilbage til Orange Scene, hvor de i 2026 ikke kun kan markere 25-års jubilæum for deres banebrydende debutalbum, men hvor de også bringer sange fra det nye album The Mountain, der udkommer kort tid inden festival. Vi glæder os stort!