- Fredag 3. juli
Lad dig favne af et mørkt og støjende univers af ulmende droner, når den dansk/engelske duo Griend gæster Roskilde Festival.
Med rødder i noise, industrial og eksperimenterende lydcollager skaber Griend et lydlandskab, som bestemt ikke lefler for publikum, og som kan være skræmmende at træde ind i. Men for de modige er der også meget at hente i musikkens forvrængede og dunkle lydarkitektur.
En vis mystik omgærder projektet, som kun har spillet få udvalgte koncerter og endnu ikke udgivet noget musik. Puce Mary og Rainy Miller, som står bag duoen, er dog hver især vigtige stemmer på den europæiske eksperimentalscene. Den engelske producer og musiker Rainy Miller har høstet bred anerkendelse for sin evne til at skabe lydlandskaber, der både rummer komplekse lag og en rå, emotionel nerve. Puce Mary – alias Frederikke Hoffmeier – er en af Danmarks førende støjkunstnere, der bl.a. har udgivet en lang række udgivelser på pladeselskabet Posh Isolation, og som har gjort sig bemærket med sine radikale og intense koncerter. For nylig har hun desuden høstet stor anerkendelse som filmkomponist med sin musik til den prisvindende film Pigen med nålen.
Der er således lagt op til en støjende lydoplevelse i særklasse, når de to eksperimenterende musikere mødes. Og vi er stolte over at lægge scene til en af Griends sjældne koncerter på dette års Roskilde Festival.






