HHY&TKU 16X9

HHY & THE KAMPALA UNITPT/UG

LØRDAG 6. JULI

Dub, techno, trommetrance og messende blæsere i magisk møde

  • Lørdag 6. juli
    20.30, Gloria

Træd ind i en verden af dubbet electronica, tranceskabende trommer, industrielle lydflader og ekstatiske blæserriffs, når enestående HHY & The Kampala Unit gæster Roskilde Festival. 

I projektet mødes en af Portugals mest visionære musikere, Jonathan Uliel Saldanha – kendt fra bandet HHY & The Macumbas – med et hold af Østafrikas eksperimenterende bannerførere. Dette særlige hold opstod, da Saldanha af pladeselskabet Nyege Nyege blev inviteret til Kampala for at arbejde med lokale musikere i et særligt residency. 

Her teamede han op med den vilde trommeslager Omutaba og den aktivistiske trompetist Florence Lugemwa for at skabe en musik, der ikke lyder som noget andet, men som ikke desto mindre begejstrer fans af både dub, techno, jazz og vilde elektroniske eksperimenter. Bandet udsendte i 2020 det dybt originale og mørkt pulserende album Lithium Blast, hvor deres rituelle musik løftes yderligere af et hornorkester fra et fængsel i Kampala.

Siden har de imponeret på festivalscener med et udtryk, der er lige dele technofest og magisk ritual med en mission om at forbinde krop og spiritualitet og med en dyb tro på, at musik kan skabe fællesskab, nærvær og heling af sjælen. Du er inviteret med, når HHY & The Kampala Unit bringer deres på én gang mørke og livgivende magi til Roskilde.