KŌYA
Ny!

Kōya​ DK

SØNDAG 28. JUNI

Mørk og atmosfærisk post-hardcore med intens live-energi

  • Søndag 28. juni

Mørke skyer trækker sammen over Roskilde Festival, når det nordjyske post-hardcore band Kōya indtager scenen.  

Bandet har hurtigt markeret sig på den danske metalscene med deres blanding af knusende tyngde og vidtfavnende atmosfærer – rundet af både hardcore, sludge, black metal og shoegaze. Det alsidige og fortættede univers er på én gang koldt og følelsesladet og åbner op for både smukke og skræmmende landskaber af nordisk mørke.  

Resultatet er et fængslende, dynamisk og intenst lydbillede, der konstant balancerer mellem det kontrollerede og det kaotiske, det stoiske og det dyriske. Et spændingsfelt mellem rå tyngde og refleksion, der allerede har skabt bandet dedikerede fans og anmelderroser – ikke mindst takket være deres imponerende koncerter. Musikkens mørke univers til trods leverer Kōya nemlig varen fra scenen med stort engagement og overskud, som man uundgåeligt bliver revet med af.  

Nu bliver det endelig Roskilde Festivals tur til at opleve Kōyas intense live-energi. Og timingen er perfekt, da bandet til sommer udsender et nyt album, hvor de har dyrket en endnu strammere sangskrivning uden at give køb på den atmosfæriske dybde.