KARI FAUX

KARI FAUXUS

FREDAG 5. JULI

Eklektisk, cool og funky fest i sydstatshiphoppens tegn

  • Fredag 5. juli
    15.30, Eos

Lowkey Superstar lød titlen på den amerikanske rapper Kari Faux’ mixtape fra 2020. En sigende titel for en kunstner, der forener flamboyant swagger med minimalistiske grooves og jordbundne tekster.

Kari Faux voksede op i Arkansas, men gjorde sin entré på hiphop-scenen i Los Angeles. For nylig rykkede hun dog tilbage til hjemstavnen og videre til Houston, Texas, der blev en kilde til inspiration for hendes roste 2023-album Real B*tches Don’t Die! Et album, der på eklektisk vis dykker ned i sydstatsrappen med hints af psykedelisk sou, funk og R&B.

Godt hjulpet på vej af produceren Phoelix (også kendt fra sit samarbejde med bl.a. Roskilde-aktuelle Noname) skaber Kari Faux et lydbillede, der på én gang er dybt personligt, historiebevidst og helt igennem funky.

Med sin lo-fi æstetik, autentiske nerve og sydstats-twang er Kari Faux også leveringsdygtig i en forrygende koncertoplevelse i øjenhøjde med publikum. Som hun selv har sagt i et interview, går hun efter at skabe en følelse af at have en fælles fest med publikum, hvor alle hænger ud med hinanden. Du er inviteret med til festen, når the lowkey superstar gæster Roskilde.