Madra Salach
Ny!

Madra SalachIE

LØRDAG 4. JULI

Fantastisk live-band leverer irsk folk med rå og eksperimenterende nerve

  • Lørdag 4. juli

Vi befinder os midt i en formiddabel renæssance for irsk folkemusik, hvor en lang række stærke kunstnere bringer Irlands rige musikalske rødder i samklang med vores tid. Navne som Lankum og The Mary Wallopers har allerede medvirket til også at bringe renæssancen til Roskilde Festival, og holder du af disse bands, er der en rigtig god chance for at du også vil elske Madra Salach.

Deres navn kan oversættes til “beskidt hund” - et passende navn for et band, der går langt uden om høflig vellyd, for i stedet at søge ind til livets barske realiteter, og som kun har foragt til overs for magtens sprog.

Selvom Madra Salach kun lige har udsendt deres første EP, It’s a Hell of an Age, i starten af 2026, er de allerede omgærdet af massiv hype. Dette skyldes i høj grad gruppens koncerter, hvor de seks musikere skaber et både mangfoldigt, livligt og råt lydbillede. Man mærker at de har haft deres læreår på Irlands mange pubber og intime folk venues, og at de har traditionen inde under huden. Men samtidig går Madra Salach heller ikke af vejen for at kaste sig ud i musikalske eksperimenter med elektrisk forvrængede instrumenter, synthesizers og ambiente droner. Det hele løftes af gribende vokaler, der favner både en punket outlaw-stemning, en dyb melankoli og en stor skønhed. 

Bandet er heller ikke selv i tvivl. Som de har sagt i et nyligt interview med magasinet Rolling Stone, så skal deres musik først og fremmest opleves live. Det er den direkte kontakt med publikum, bandet lever og ånder for, og du får en fantastisk for at opleve netop det, når Madra Salach indtager Roskilde Festival til sommer.