Maruja

MarujaUK

Poetisk og punket eksplosion af støjrock, rap og spirituel jazz

I over 10 år har rygtet om Manchester-bandet Marujas på én gang innovative og punkede udtryk boblet i undergrunden – takket være en lang række intense shows og adskillige stærke EP’er. Og med det længeventede debutalbum, Pain to Power fra 2025, sætter de en fed streg under, at de er et band i en klasse for sig, der forener elementer af rock, punk, jazz og hiphop i et udtryk, som fremstår både opfindsomt og politisk opvakt.

“In both music and message, this is surely one of the year’s most important records”, skrev rockmagasinet Kerrang! da også om albummet i en superlativ anmeldelse, der priste bandets kogende blanding af spirituel jazz, politisk protest og støjende punk-ethos. Og med forbilleder så forskellige som Rage Against The Machine, Swans, Kendrick Lamar og Alice Coltrane har Maruja da også skabt et udtryk, der både er unikt, udfordrende og medrivende.

Medrivende er også bandets koncerter, der gerne forvandler sig til ekstatiske seancer, som maner til sammenhold, næstekærlighed og modstand i en grum verden, og som med punket guitar, jazzet saxofon og poetisk rap sender en bølge af energi igennem publikum.

At opleve Maruja live er en nærmest katarsisk oplevelse. Ud af bandet støjende lydbillede og flammende protest vokser en følelse af helende nærvær og sammenhold, der indgyder håb i en mørk tid. Der venter en oplevelse langt ud over det sædvanlige, når bandet rammer Roskilde Festival til sommer.

Hvis du kan lide dette …