RAMON 16X9

RAMÓNNO

SØNDAG 30. JUNI

Begavet poptivoli byder på følelsesmæssig rutsjebanetur

  • Søndag 30. juni
    22.15, Eos

Ramón har en særlig evne til at skabe popmusik i øjenhøjde med publikum. I den unge norske sangskrivers hænder forvandles almenmenneskelige erfaringer af usikkerhed, sorg, kærlighed og ensomhed til fortryllende melodier, som er umulige at ryste af sig. 

Den sympatiske blanding af jordnær personlighed, dybe tekster og usvigelig sans for den gode sang har erobret mange musikhjerter i hjemlandet, hvor Ramón for længst spiller udsolgte koncerter på store venues, ligesom han har høstet priser og lovord for debutalbummet Så Klart Det Gjør Vondt, der udkom i 2023. 

I 2024 har han med sange som “Tivoli” og “Marionett” åbnet op for et helt nyt univers, som han kalder Torres Tivoli, og som han er klar til at bringe til scenen. Her griber han med vanlig sangskriverelegance fat i svære temaer om familierelationer med udgangspunkt i personlige erfaringer, men med fortællinger, som mange vil kunne spejle sig i.

Ramóns underfundige og melankolske sange har allerede fået godt fat i det danske publikum. Nu inviteres alle til en tur i den følelsesmæssige rutsjebane, når han bringer Torres Tivoli til Roskilde.