THE RAVEONETTESRF25 Website 16X9 7.Rul 4

The RaveonettesDK

LØRDAG 5. JULI

Den albumaktuelle duo bringer atter deres blanding af støj og stærke melodier til Roskilde Festival

  • Lørdag 5. juli
    23.15, Avalon

The Raveonettes vender tilbage med helt nyt album, og den stilsikre duo er klar til at udfolde deres altid uovertrufne blanding af guitarstøj, smukke melodier og uforfalsket rock’n’roll-attitude.

Det slog gnister fra starten, da Sune Wagner og Sharin Foo i 2002 ramte den danske musikscene med det i dag nærmest legendariske minialbum Whip It On. Wagner havde allerede forinden markeret sig som en af sin generations væsentligste danske rockmusikere med bands som Psyched Up Janis og Tremolo Beer Gut, men i samarbejde med Foo ramte han en gylden åre med et udtryk, der skar helt ind til benet af rocken, men som samtidig formåede at favne inspirationer fra flere epoker. Fra 50’ernes rock’n’roll og 60’ernes girl groups til 70’ernes punk og 80’ernes støjrock. Alt sammen tilsat en solid dosis americana-atmosfære og masser af rumklang.

Siden har The Raveonettes ikke kun været et af de største rockbands herhjemme, de har også opnået betydelig international anerkendelse. Betydningen understreges af 2023-udgivelsen Rip It Off, hvor kunstnere som MØ, Dave Gahan og The Brian Jonestown Massacre fortolker numre fra netop Whip It On.

Efter en længere pause vendte duoen i 2024 tilbage med coveralbummet The Raveonettes Sing …, men det netop udsendte album Pe’ahi 2 er deres første album med egne sange siden 2014’s Pe’ahi, som den er en fortsættelse til. The Raveonettes har i flere omgange gæstet Roskilde Festival, senest i 2011, og der venter en lektion i både melodisk og støjende rock, når de atter går på scenen med både et væld af klassikere og nye sange.