
Fem tips der gør det lettere for dig at planlægge en tilgængelig festival.
Roskilde Festival er mange ting på én gang. Tæt, larmende, levende, men også fuld af steder, løsninger og mennesker, der gør det muligt at opleve festivalen på forskellige måder og især på dine egne præmisser.
Hvis du har nedsat bevægelighed, en funktionsnedsættelse, bliver hurtigt træt, har brug for rolige omgivelser eller bare gerne vil planlægge din festival med lidt ekstra omtanke, er der hjælp at hente.
Her er fem tips, der er gode at have med i baghovedet, når du skal planlægge den mest tilgængelige festivalrejse fra ankomst til koncert og pauser undervejs.

Ligesom du kan glæde dig til bestemte koncerter, kan det give ro at forberede selve oplevelsen. Nogle deltagere finder – og deler – tips og erfaringer i Facebook-gruppen Roskilde Festival Our Way, og andre tjekker, om de har lyst til at bo på Handicamp.
Det kan også være en hjælp at kigge ekstra grundigt på kortet hjemmefra – især på det særlige tilgængelighedskort – og lægge mærke til de steder, der er gode at kende: rolige områder, handicaptoiletter, indgange eller steder med siddepladser.
Når du ved, hvor tingene er, bliver det lettere at finde dem, når der er mange mennesker omkring dig.
Vi samler praktisk information om tilgængelighed her – siden opdateres løbende frem mod festivalen, og du finder kortet i appen inden festivalen.

Selvom Roskilde Festival er fyldt med mennesker, finder du også steder, hvor tempoet er lavere, og hvor du kan trække vejret lidt friere.
I The Garden øst for Orange Scene og finder mange ro under trækronerne, og Lad op! med Andel mellem Orange Scene og Arena får du en naturlig pause med hængekøjer og opladning. Ude på camping finder du bemandede pauserum på både EAST og WEST, og du kan sætte dig i græsset og være lidt væk fra støj og indtryk ved Badesøen og Fiskesøen.
Kig efter pauseknappen på kortet, for den fortæller dig, hvor du finde roen, når du har brug for den.

Hvis noget bliver for besværligt, eller du pludselig får brug for hjælp, er du ikke alene. Serviceværter i orange veste er til stede overalt og kan hjælpe med alt fra vejvisning til at finde et roligt sted eller tilkalde ekstra støtte.
Under festivalen kan du kontakte os døgnet rundt på telefon 46 36 66 13.

Der er mange praktiske detaljer at holde styr på under en festival. Men du behøver ikke kunne det hele på forhånd.
På Roskilde Festivals hjemmeside og i appen finder du et samlet overblik over det praktiske, der er rart at vide om tilgængelighed – fra adgangsforhold og faciliteter til kort og kontaktmuligheder.
Nogle bruger informationerne som forberedelse hjemmefra. Andre slår den op undervejs, når behovet opstår. Det vigtigste er at vide, hvor du kan finde svarene, hvis noget ændrer sig, eller hvis du bliver i tvivl.

Vi arbejder for at skabe et fællesskab, hvor der er plads til forskellige behov, og hvor alle kan føle sig trygge og som en del af holdet.
Leder du efter en frivilligrolle med øget tilgængelighed, kan du kigge efter opslag her og filtrere under kategorien “Tilgængelige rammer”. Så kan du se, hvilke behov den enkelte opgave kan imødekomme – for eksempel opgaver med begrænset publikumskontakt, mulighed for at arbejde ved nedsat hørelse eller adgang for kørestolsbrugere.
Hvis du er i tvivl om mulighederne kan du også kontakte teamet for tilgængelighed. Vi hjælper gerne med at finde en rolle, der passer til dig.



