Frivilligopslag

Som frivillig får du adgang til hele festivalen og fede frivilligområder. Du får mad og drikke på dine vagter og mulighed for at sove roligt tæt på varme bade.

SCROLL NED

SPROGKRAV: Dansk

ALDERSKRAV: Min. 21 år

INDSATS: +24 timer

KONTAKT: frivillig.programsikkerhed@roskilde-festival.dk

Denne frivilligrolle kræver medlemskab af Foreningen Roskilde Festival. Du modtager en invitation til medlemskab, hvis du får plads på holdet. Læs mere under Praktisk information til Frivillige

OM OPGAVEN OG HVAD DU BLIVER EN DEL AF

Bliv en del af maskinrummet på Roskilde Festival. Programsikkerhed er os med scenerne.

Vil du være helt tæt på koncerterne, publikum og det magiske øjeblik, når musikken spiller? Programsikkerhed søger nye frivillige til Frontstage, Backstage og LineUp på vores scener.

  • Som Frontstage er du en af de orange veste foran scenen. Du passer på publikum, deler vand ud, hjælper folk ud af tætte områder og giver selvfølgelig masser af high fives.

  • Som Backstage er du med bag kulisserne, hvor du hjælper med adgangskontrol og sørger for, at backstageområdet fungerer trygt og sikkert.

  • Som LineUp hjælper du med at få køen til pitten til at glide. Du deler armbånd ud, holder overblikket og sikrer en god og rolig oplevelse for publikum.

Du bliver en del af holdet på Lagune, Eos, Orange, Fauna, Gloria/Platform eller Arena, og ikke mindst en festivalfamilie, hvor mennesker, der var fremmede før festivalen, hurtigt kan blive venner for livet.

TILGÆNGELIGE RAMMER

Vores team tilbyder følgende:

  • Vi tilbyder opgaver som ikke er fysisk krævende.

  • Vi tilbyder opgaver der kan løses ved nedsat hørelse.

  • Vi tilbyder opgaver uden behov for at skulle læse eller skrive.

  • Vi tilbyder opgaver med begrænset kontakt til festivaldeltagerne.

  • Vi tilbyder et fællesskab uden alkohol i vores bagområde.

HVEM ER VI? 

Vi er et stort hold af frivillige med både mange års erfaring og helt nye ansigter. Du behøver altså ikke have prøvet det før. Vi er gode til at tage imod nye og sørger for, at du føler dig hjemme fra første dag.

Vi elsker fællesskabet, hjælper hinanden og sætter en ære i at skabe trygge rammer for både publikum, artister og vores medfrivillige.

VIL DU VÆRE EN DEL AF HOLDET?

Lyder det som noget for dig? Så skriv til frivillig.programsikkerhed@roskilde-festival.dk og fortæl lidt om dig selv, hvorfor du elsker Roskilde Festival, og om du søger Frontstage, Backstage eller LineUp.

Har du en drømmescene, så skriv den også. Ellers finder vi sammen dit perfekte match!

Vi glæder os til at høre fra dig!

SPROGKRAV: Dansk eller Engelsk

ALDERSKRAV: Min. 18 år

INDSATS: +32 timer

KONTAKT: rgn@dr.dk

OM OPGAVEN OG HVAD DU BLIVER EN DEL AF

Vi er en fodboldklub fra Valby som tager imod pant som andre har samlet. Panten sorterer vi herefter i diverse kategorier, så vi får afleveret det på en miljøvenlig måde. Det kan godt være en beskidt opgave, men vi bestræber os hele tiden på at alle har det godt og får en god oplevelse.

Som frivillig hos os har du 4 vagter af 8 timer, to vagter før musikken og to vagter under musikken, men vi plejer at være ret gode til at planlægge vagterne således, at I kan se de koncerter I gerne vil:).

Vi har et rigtig godt bagområde hvor vi forsøger at skabe et "lounge" område hvor de frivillige kan opholde sig, samt holde pause når man er på vagt. Der er også her vi sørger for mad og drikke til de frivillige på vagt.

Vi håber I sammen med os vil tage del i dette fantastiske team og samtidig gøre noget godt for miljøet.

TILGÆNGELIGE RAMMER

Vores team tilbyder følgende:

  • Der er mulighed for adgang til vores område for kørestolebrugere, eller andre med nedsat mobilitet.
  • Vi tilbyder opgaver uden behov for at skulle læse eller skrive.
  • Vi tilbyder opgaver med begrænset kontakt til festivaldeltagerne.

HVEM ER VI? 

Vi er en fodboldklub fra Valby som i mere end 10 år har haft denne bod, og vi har efterhånden en del frivillige, som kommer tilbage til os efter at have været med før. Vi vil meget gerne have folk med fra hele verden, da dette skaber en federe oplevelse for os alle.

Som frivillig for os er du med til at kunne gøre dagligdagen bedre for vores mange medlemmer i fodboldklubben.

Vi synes selv, at vi har en fed bod med en masse gode mennesker. Hvis du er klar på at give den en skalle, når du er på vagt, så vil du blive mødt af smil og godt humør, samt muligheden for at møde andre fantastiske mennesker.

VIL DU VÆRE EN DEL AF HOLDET?

Vi håber meget du vil være en del af vores team og glæder os til at høre fra dig.
Du kan skrive til René Nielsen på rgn@dr.dk eller 28543918. 

I kan forvente svar inden for 24 timer og i kan tilmelde jer både individuelt og som gruppe, enten via mail eller sms.

SPROGKRAV: Dansk eller engelsk

ALDERSKRAV: Min. 18 år

INDSATS: +32 timer

KONTAKT: Darupgaard@darupgaard.dk 

OM OPGAVEN OG HVAD DU BLIVER EN DEL AF

Smil og vink! Smil og vink!
Kan du lide at være i fronten? Har du lyst til at være med i et velorganiseret team, der har mange års erfaring

Så kom med sammen med os helt ude i fronten i Parkering West, hvor vi er nogle af de første, de glade og spændte festivalgæster møder, når de ankommer!

Vi sørger i fællesskab for den gode stemning, den lille dans, det høje humør og de gode jokes.

Hos os tjekker vi kørsels- og parkeringstilladelser, og så vejviser vi en hel del, når vores gæster ikke kan finde rundt

Når man er frivillig med os yder man samlet set en indsats på 32 timer fordelt på 4 vagter (normalt fordelt med minimum én dagvagt, én aftenvagt og én nattevagt), og kun en af dine vagter ligger på en musikaften/-nat.

Du har selvfølgelig mulighed for at have indflydelse på din vagtplan, og du kan sagtens komme på hold med dine venner.
Og psst! Der er forplejning på din vagt og gratis morgenmad alle dage

OM DIG
Du er smilende, udadvendt og serviceminded. Du kan holde hovedet koldt, når der er fart på, og du kan, i samarbejde med resten af teamet, holde humøret oppe i mere stille perioder

TILGÆNGELIGE RAMMER

Vores team tilbyder følgende:

  • opgaver, der kan løses ved nedsat hørelse.
  • opgaver uden behov for at skulle læse eller skrive.
  • opgaver, som foregår uden larm og høj musik.
  • et fællesskab uden alkohol i vores bagområde.
  • mulighed for fleksibel vagtlængde efter aftale.

HVEM ER VI? 

Vores lederteam er alle gamle i gårde og har orange blod i årerne. Vi kan alle de gode historier, og vi deler gerne ud af dem! Vores erfaring med opgaven er så stor, er der efterhånden skal meget til at overraske os. Men vigtigst af alt så har vi et godt samarbejde hele året, og har den samme målsætning om, at alle skal have en god festival, hvor de føler sig set, hørt og anerkendt for de mennesker de er, og for de opgaver der udføres.

VIL DU VÆRE EN DEL AF HOLDET?

Skriv til Darupgaard@darupgaard.dk

I mailen skriver du dit navn og alder, og om I er flere venner, der gerne vil på samme hold.

Fortæl os også meget gerne, om du tidligere har været frivillig.

SPROGKRAV: Dansk eller engelsk

ALDERSKRAV: Min. 18 år

INDSATS: +32 timer

KONTAKT: rfsk2025@gmail.com

OM OPGAVEN OG HVAD DU BLIVER EN DEL AF

Du bliver frivillig i et team hvor vi bl.a. afhenter og afskaffer skraldesække og diverse ad-hoc opgaver.

Din frivillig indsats forløber sig over 4 vagter af 8 timer fra lørdag den 26. juni til søndag den 4. juli 2027.

Vi forventer at:

  • Du er mødestabil
  • Du taler dansk eller engelsk
  • Du er over 18 år

Vi tilbyder dig:

  • En oplevelse for livet – samtidigt med, at du støtter et velgørende formål
  • Muligheden for at blive en del af et stærkt frivilligt fællesskab
  • Forplejning på vagterne
  • Diverse værnemidler og redskaber, du måtte få brug for under din vagt
  • Nogle sjove dage på Roskilde Festival med andre festlige frivillige!
  • En hyggelig frivilligfest tirsdag aften, hvor vi holder fast i traditionen med gode timer i godt selskab – og naturligvis en lille, festlig konkurrence!

TILGÆNGELIGE RAMMER

Vores team tilbyder følgende:

  • Vi tilbyder opgaver der kan løses ved nedsat hørelse.
  • Vi tilbyder opgaver uden behov for at skulle læse eller skrive.

HVEM ER VI? 

Supportkorpset består af 10 frivillige ledere og 50 frivillige. Vi er en del af Roskilde Festival, og alt overskud går til at hjælpe udsatte børn i julen, så de kan få en bedre og mere glædelig julefejring! 🎄

VIL DU VÆRE EN DEL AF HOLDET?

Hvis du er interesseret er du velkommen til at skrive en e-mail til rfsk2025@gmail.com

Vi svarer løbende tilmeldinger af interesse inden for 3-4 dage :)

SPROGKRAV: Dansk eller engelsk

ALDERSKRAV: Min. 18 år

INDSATS: +56 timer

KONTAKT: kenneth.liin@roskilde-festival.dk

Denne frivilligrolle kræver medlemskab af Foreningen Roskilde Festival. Du modtager en invitation til medlemskab, hvis du får plads på holdet. Læse mere under Praktisk information til Frivillige.

OM OPGAVEN OG HVAD DU BLIVER EN DEL AF

Som kreativ dekoratør bliver du en del af Agora Bars kerneteam, hvor du får en central rolle i at udvikle barens visuelle identitet, atmosfære og indretning. Rollen kombinerer kreativ idéudvikling med praktisk håndværk, planlægning og økonomisk overblik. Du får stor frihed til at komme med idéer og føre dem ud i livet – selvfølgelig i tæt samarbejde med resten af teamet.

Dine opgaver vil bl.a. være:

  • Udvikling og videreudvikling af Agora Bars visuelle udtryk, udsmykning og atmosfære

  • Idéudvikling til kreative løsninger, der gør baren endnu mere indbydende, hyggelig og genkendelig

  • Planlægning og praktisk udførelse af dekorations- og indretningsopgaver

  • Indkøb af materialer og ansvar for et mindre dekorationsbudget

  • Vedligeholdelse, genbrug og videreudvikling af eksisterende dekorationer og inventar

  • Samarbejde med barens byggeansvarlige og øvrige kerneteam om de fysiske rammer

  • Deltagelse i relevante møder og arbejdsdage forud for festivalen

HVEM ER VI? 

Du bliver en del af et lille team af helårsfrivillige med stor erfaring fra Roskilde Festival og barafvikling i et komplekst setup.
Vi arbejder tæt sammen, deler ansvar og løfter i flok. Fællesskab, tillid og god energi er lige så vigtigt som struktur og overblik. Perioden op til og under festivalen kan være intens, travl og til tider liiiiidt stressende – men vores fælles grundholdning er klar: Vi gør det her, fordi det er super sjovt. Og fordi vi elsker Roskilde Festival!

VIL DU VÆRE EN DEL AF HOLDET?

Har du spørgsmål til rollen eller lyst til at høre mere, er du meget velkommen til at kontakte os.

Er du klar til at søge? Så send en kort motiveret ansøgning til vores barchef Kenneth Liin på kenneth.liin@roskilde-festival.dk.

Vi glæder os til at høre fra dig!

SPROGKRAV: Dansk eller engelsk

ALDERSKRAV: Min. 18 år

INDSATS: +100 timer

KONTAKT: chris.kargaard@roskilde-festival.dk

Denne frivilligrolle kræver medlemskab af Foreningen Roskilde Festival. Du modtager en invitation til medlemskab, hvis du får plads på holdet. Læse mere under Praktisk information til Frivillige.

OM OPGAVEN OG HVAD DU BLIVER EN DEL AF

Vi søger frivillige håndværkere til Glorias byggehold i dagene op til og efter musikken. Byggeholdet tager sig af f.eks.:

  • Tømreropgaver (bygge lyssluser, ventilationskasse osv.)

  • Kørsel med lifte og andre maskiner

  • Hjælpe ved opsætning/nedtagning af lyd/lys

  • Hjælpe med at nedtage scenen

Byggeholdet er i gang fra den 24. (eftermiddag) - 30. juni (formiddag), samt 4.-5. juli til nedtagning. Det er fysisk arbejde og du er aktiv, så man sover godt om natten. Det kan være lange dage, for scenen skal jo være klar til tiden, og vi fortsætter til vi er færdige (indenfor rimelighedens grænser).

Det er byggeholdets ansvar at scenerummet står færdigt, når det første band går på scenen på Gloria. Vi har brug for personer, som sammen med resten af byggeholdet og byggeleder tager ejerskab over at få scenen bygget til tiden, og også er med på at det hele skal pilles ned igen bagefter. Der vil være gode folk til at hjælpe dig i gang og sørge for at du bliver en del af holdet, så vi i sidste ende er fælles om at give vores kunstnere og publikum den bedste oplevelse på Gloria.

TILGÆNGELIGE RAMMER

Vores team tilbyder følgende:

  • Vi tilbyder opgaver uden behov for at skulle læse eller skrive

  • Vi tilbyder opgaver med begrænset kontakt til festivaldeltagerne.

HVEM ER VI? 

På byggeholdet er der et fedt sammenhold, hygge og fester. Du har fri i last days, men er altid velkommen backstage. Du bliver inviteret med til vores åbningsfest med masser af traditioner, og der er i det hele taget et godt Gloria-sammenhold.

Der er gode fordele ved at være medskaber på Gloria:

  • God mad (+ snacks, toast og drikkevarer på scenen)

  • Et fedt bagområde med bar, bordfodbold og sofahygge

  • Du ser festivalen bag kulissen

VIL DU VÆRE EN DEL AF HOLDET?

Du har håndværkserfaring, men behøver ikke at være faglært. Det er en fordel, hvis du har truck-certifikat, men det er ikke et krav. Vi forventer at du kan arbejde igennem og tænke selvstændigt.

Skriv lidt om dig selv og dine erfaringer til Chris på chris.kargaard@roskilde-festival.dk så vender han tilbage til dig hurtigst muligt

SPROGKRAV: Dansk og engelsk

ALDERSKRAV: Min. 18 år

INDSATS: +32 timer

KONTAKT: Oliver.Kirchherr@roskilde-festival.dk.

Denne frivilligrolle kræver medlemskab af Foreningen Roskilde Festival. Du modtager en invitation til medlemskab, hvis du får plads på holdet. Læse mere under Praktisk information til Frivillige.

OM OPGAVEN OG HVAD DU BLIVER EN DEL AF

Som livredder er din primære opgave at sikre badesikkerhed ved at informere gæster om regler, overvåge badeområdet og evt. udføre redningsaktioner. Derudover bidrager du til at skabe en positiv atmosfære omkring Badesøen.

Du arbejder aldrig alene, men altid sammen med 1-2 livreddere. Man har 4 vagter af 8 timer, fordelt ud over hele festivalugen. Vagterne ligger i tidsrummet 08.00-23.00.

Indsatsen foregår primært internt, men der kan forekomme samarbejde med beredskabsstyrelsen eller samaritterne.

Rent praktisk vil en stor del af opgaven bestå i at informere feststemte gæster om reglerne ved Badesøen. Du kommer ofte til at minde folk om, at de ikke må tisse i søen, ikke må have alkohol med, nøgenbade, osv.:

For at gøre kommunikationen lettere får du en megafon – og den er både effektiv og ret underholdende at bruge!

Vi leder efter en person, der:

  • Er i god fysisk form

  • Bevarer roen i pressede situationer

  • Er ansvarlig og pålidelig

  • Ikke er bange for at tage styringen

  • Kan bidrage til den gode stemning

  • Derudover er det et krav, at du har en gyldig livredderprøve samt en ren børne- og straffeattest.

HVEM ER VI? 

Vores livredderteam har ansvaret for badesikkerheden ved Badesøen – et populært samlingspunkt, hvor festivalgæster kan tage en dukkert og nyde stemningen. Vi sørger for overvågning, redningsaktioner og generel sikkerhed, samtidig med, at vi skaber en tryg og venlig atmosfære.

Du bliver en del af et stærkt team, hvor samarbejde og ansvar går hånd i hånd. Vi arbejder altid sammen i mindre grupper, så du har støtte fra de andre livreddere, og vi har tæt kontakt med beredskabsstyrelsen. Ud over sikkerhed handler opgaven også om at sprede god energi og bidrage til den unikke festivaloplevelse.

VIL DU VÆRE EN DEL AF HOLDET?

Er du interesseret i at høre mere om rollen, kan du kontakte holdlederen for livredderne, Oliver Kirchherr, Oliver.Kirchherr@roskilde-festival.dk.

Skriv gerne et par linjer om om dig selv, din erfaring som liveredder, hvilke prøver du har, og eventuelt anden relevant information.

SPROGKRAV: Dansk og engelsk

ALDERSKRAV: Min. 18 år

INDSATS: +56 timer

KONTAKT: mikkel.seieroe@roskilde-festival.dk

Denne frivilligrolle kræver medlemskab af Foreningen Roskilde Festival. Du modtager en invitation til medlemskab, hvis du får plads på holdet. Læse mere under Praktisk information til Frivillige.

OM OPGAVEN OG HVAD DU BLIVER EN DEL AF

Som Driftsansvarlig er du med både før, under og efter festivalen. Før festivalen er du med til at sørge for at kontoret opbygges og klargøres til drift/afvikling, dvs. være med under opbygningen, sætte arbejdsstationer op og sørge for teknikken/IT 'en er i drift. Du har, under festivalen, den daglige ledelse af teknik, IT-support og Service funktionerne, som skaber værtskabet for funktionerne på Beredskabskontoret. Under drift vil vagterne ligge fordelt over hele døgnet.

Du har mulighed for at være 56/Flex Festival frivillig, med tilhørende vilkår herfor.

DINE KVALIFIKATIONER:

  • Ren straffeattest

  • Serviceminded og lyttende

  • Teknisk velfunderet og frisk på at lære nye systemer.

  • Det er en fordel, men ikke et must, at du tidligere har været frivillig, vi skal nok klæde dig på til opgaven.

Derudover forventer vi, at du

  • Deltager i infomøder

  • Deltager i opbygning af Beredskabskontoret

  • Har 4 afviklingsvagter af 10 timers varighed, som vil være på forskellige tidspunkter af hele døgnet

  • Deltager i opbygning og nedtagning af Beredskabskontoret

  • Deltager i evaluering efter endt festival, ligger som oftest i september

HVEM ER VI? 

Beredskabskontoret på Roskilde Festival er kernen af festivalen under afviklingen, for så vidt angår beredskab og sikkerhed. Beredskabskontoret er festivalens døgnbemandede alarmcentral, der håndterer alle alarmopkald gennem koordinering og aktivering af festivalens egne beredskabsenheder, samt samarbejde med myndighederne. Det er her du vil komme til at spille en vigtig rolle som Driftsansvarlig. Du vil nemlig skulle være med til at sikre at udstyr, teknik og IT 'en på kontoret fungerer upåklageligt, samt stå for at den generelle drift af kontoret.

VIL DU VÆRE EN DEL AF HOLDET?

Har du spørgsmål eller må rollen bare være din, så kontakt Mikkel Seierø, mikkel.seieroe@roskilde-festival.dk, Teknisk ansvarlig på Beredskabskontoret. Skriv gerne lidt om dig selv og del din LinkedIn profil ved ansøgning.

Vi giver løbende svar på tilmeldinger og fjerne opslaget når holdet er fyldt op. Hvis du når at sende din tilmelding efter holdet er fyldt, vil du få besked herom per mail.

Fandt du ikke det, du søgte?

Vores teamledere ligger løbende nye frivilligopslag op – men du kan også følge med i vores Facebook-gruppe.

1/11
Villas Hartvig
2023 06 27 Orangefoto Opsaetning Villas Hartvig 3 2 03
2/11
Henrik Arum
20250629 Orangefoto Construction Henrikarum 4 1600Px
3/11
Nicolai Hegelund
20250107 Orangefoto Volunteer Nicolaihegelund 12093 1600Px
4/11
Nanna Vedel
20252906 Orangefoto Opbygningafindreplads Nannavedel Hertz 8 1600Px
5/11
Nicolai Hegelund
20252906 Orangefoto Getaplace Nicolaihegelund 11601 1600Px
6/11
Henrik Arum
20250629 Orangefoto Construction Henrikarum 8 1600Px
7/11
Jacob Fredegaard Hansen
20250702 Annika Orange RF25 Highres Photographerjacobfredegaardhansen 35 1600Px
8/11
Katrine Catalan Flores
20250107 Orangefoto Frivillige I Miljoe Katrinecatalanflores20250701 12 1600Px
9/11
Mick Friis
20250107 Orangefoto Samaritter Mickfriis 21 1600Px
10/11
Mick Friis
20250107 Orangefoto Frivillige Mickfriis 1 1600Px
11/11
Mick Friis
20250207 Orangefoto Pladsåbning Mickfriis 40 1600Px