SPROGKRAV: Dansk eller engelsk
ALDERSKRAV: Min. 18 år
INDSATS: +32 timer
KONTAKT: teamaffald@roskilde-festival.dk
OM OPGAVEN
Kan du lide at være i fronten, og har du lyst til at bidrage til en renere og grønnere festival? Så bliv en del af vores team af binfluencere - Et frivilligt job, der gør en forskel!
I rollen som binfluencer kommer du helt tæt på festivalgæsterne, når du i et mindre team går rundt i campingområderne og oplyser de glade og spændte festivalgæster om de mange muligheder der er for at komme af med deres affald, men særligt oplyser dem om affaldssortering i deres egen camp og uddeler poser til formålet.
Helt specifikt er din rolle at:
- Bidrage til at festivalgæsterne sorterer deres affald, når de opholder sig i deres camps.
- Vejlede gæsterne i at sortere deres affald i de kendte affaldsfraktioner.
- Sikre at alle camps har de nødvendige affaldsposer, så affaldet sorteres korrekt.
- Vejlede gæsterne om hvordan kommer af med deres affald igen.
- Vise vej til lokale sorteringsstationer
- Opfordre gæsterne til at tage deres camping udstyr med ved hjemrejse
Jobbet er på 32 timer samlet, fordelt over 4 vagter af otte timer. Vi bestræber os på, at du har to vagter før musikken starter og to vagter under musikdagene. Vagterne vil normalt være fordelt i tidsrummet mellem kl. 8.00 og 16.00. Du kan sagtens komme på hold med dine venner.
OM DIG
- Først og fremmest, brænder du for at skabe en renere og grønnere festival.
- Du er smilende, opsøgende og serviceminded.
- Du kan lide at gå i dialog med andre, og trives i et miljø hvor der til tider er fart på. Omvendt, kan du også holde humøret oppe i mere stille perioder.
HVEM ER VI?
Team Deltagersortering og Genbrug er en integreret del af Roskilde Festival. Teamet består af 10 helårsfrivillige, som året rundt arbejder med at planlægge og udvikle indsatser, der skal bidrage til øget udsortering af affald til genanvendelse og genbrug på festivalen. Dertil kommer flere hundrede festivalfrivillige, der under afvikling af festivalen er med til at omsætte planerne til virkelighed og indfri ambitionerne. Det er her, du kommer ind i billedet!
Nogle affaldsindsatser har vi mange års erfaring med, mens andre er helt nye i vores bestræbelse på år efter år at forbedre os og få mere affald væk fra pladsen og sorteret, så ressourcerne kan udnyttes på den bedst mulige måde. Vi håber, du vil være med på holdet og bidrage til, at vi sammen kan skabe en renere og mere bæredygtig Roskilde Festival. Til gengæld vil vi gøre vores allerbedste for at skabe en god festival, hvor du som frivillig føler dig set, hørt og anerkendt – både for den person, du er, og for det arbejde, du udfører.
VIL DU VÆRE EN DEL AF HOLDET?
Skriv til os på teamaffald@roskilde-festival.dk, så guider vi dig igennem den videre proces.