SPROGKRAV: Dansk eller engelsk
ALDERSKRAV: Min. 18 år
INDSATS: +24 timer
Mulighed for seniorvilkår fra 65år. Som senior udgør din indsats 75 % af de normale timer. Skriv i ansøgningen, hvis du er 65år+ og ønsker at søge seniorvilkår.
KONTAKT: info@teamq.dk
OM OPGAVEN
Har du lyst til at kombinere fysisk arbejde med masser af social kontakt og give festivalgæsterne den bedste oplevelse? Så bliv en del af Team Q – den mest sociale frivilligtjans på festivalen.
Vi søger frivillige til det hyggelige campingområde Q, placeret bag Orange Scene. Som frivillig i teamet arbejder du 3 vagter af 8 timer hver. Vagterne vil være i perioden den 1. - 6. juli. Der er tre typer vagter (klokken 07-15, 15-23 og 23-07), hvor du skal forvente at prøve alle typer i løbet af festivalen.
Under vagterne vil du arbejde tæt sammen med andre frivillige og have mulighed for forskellige arbejdsopgaver. Opgaverne vil bl.a. indebære at bemande porte og kontrollere armbånd, svare på spørgsmål fra festivalgæster, sikre skabe en god stemning i området, holde toiletter samt bade ordentlige, facilitere affaldssortering og snakke med gæsterne for at sikre en god stemning i området. Du er det første smilende ansigt festivalgæsterne møder og den, de altid kan henvende sig til. Så vær den frivillige, du også selv gerne vil møde!
OM DIG
Du skal være 18+ år og klar på fysisk aktivitet. Arbejdet kan være krævende, så du skal være forberedt på at tage fat og holde dig aktiv i løbet af vagterne. Du behøver ikke at have erfaring med at være frivillig eller have været på festivalen før. Vores managers og supervisors vil vejlede og hjælpe dig, hvis der er spørgsmål eller opgaver, som du er i tvivl om.
Vi forventer til gengæld, at du kan have god energi og møde på vagter med et smil på læben, så vi kan få nogle sjove timer sammen. Vi arbejder sammen, hjælper hinanden og sørger for, at både gæsterne og vi selv får en fantastisk oplevelse.
TILGÆNGELIGE RAMMER
Vores team tilbyder følgende:
- Vi tilbyder opgaver der kan løses ved nedsat hørelse.
- Vi tilbyder opgaver uden behov for at skulle læse eller skrive.
- Vi tilbyder mulighed for, at du kan blive ringet op, hvis du har spørgsmål om frivilligrollen før festivalen. Send dit telefonnummer til os i en mail.
HVEM ER VI?
Siden 2001 har vi været ansvarlige for at sikre gode rammer for festivalgæster i campingområder på Roskilde Festival. Vi har mange års erfaring og hjælper også til med planlægningen af en række initiativer på festivalen. Holdet bag Team Q er selv frivillige, som arbejder hele året for at få stablet festivalen på benene og skabe de bedste forudsætninger for vores frivillige. Det er vigtigt for os, at skabe hyggelige rammer for vores frivillige. Det gør vi blandt andet ved at have et bagområde, man altid kan tilgå med mulighed for ro, socialt samvær og faciliteter til selv at medbringe mad (køleskab, toaster etc.). Vi har også et dedikeret lederteam, som forbereder festivalen hele året og uddanner de daglige ledere på området.
Som frivillig hos os er du med til at støtte lokalt spejderarbejde, der giver børn og unge på tværs af økonomisk baggrund mulighed for at indgå i et fællesskab, hvor de får oplevelser og venner for livet. Alt overskud fra Team Q går til spejdergrupperne 1. & 2. Birkerød (Det Danske Spejderkorps). Midlerne bruges blandt andet til aktiviteter og lejre med børnene, samt etableringen af nye initiativer i foreningerne såsom specialspejd og familiespejd.
VIL DU VÆRE EN DEL AF HOLDET?
Du kan ansøge om en plads i teamet via vores hjemmeside: https://teamq.dk/ansoeg/. Vi håber på at se dig på Roskilde Festival 2025.