Af Julie Hindkjær, frivillig journalist i Roskilde Festivals Mediehus (Fotos: Jacob Stage)
Mellem Orange Scene og Gloria finder du festivalens mest uforudsigelige frirum, Platform, som sprænger rammerne for traditionelle koncerter og scener.
Her forsvinder skellet mellem kunstner og publikum i et dynamisk rum uden niveauforskel. Det er netop det, der gør Platform særlig, fortæller Ida Selvejer Faaborg, som er en af dem, der har været med til at udvælge og forme programmet på Platform.
"Det er noget helt andet at se det hele udspille sig og se publikum reagere på værket. Det er fuldstændig uforudsigeligt, hvilket er virkelig spændende. Der er et enormt åbent publikum på Platform, som er klar på at lade sig fordybe, overraske og rive med."
Forstå Platform på 20 sekunder
Placering: Mellem Orange og Gloria. Bygget med flytbare vægge og et 360-graders view, så du kommer helt tæt på kunstnerne.
Bag kulissen: Det store program er sammensat af kuratorgruppen Art & Activism, der året rundt scouter talenter og udvikler programmet gennem fælles workshops.
Missionen: At skabe et trygt frirum, hvor storpolitik og mistrivsel omdannes til sanselig kunst og nye måder at feste og være sammen på.
Programmet: Kig under “Kunst og Aktivisme” i tidsplanen for Final Days.
Opmuntrende og inspirerende modspil
For holdet bag Platform handler det om mere end blot at skabe en god fest. Platform er tænkt som et omsorgsfuldt modspil til hverdagens mange tunge dagsordener:
"Det er ikke en nem verden, vi lever i med klimakrise og mistrivsel. I kuratorgruppen fokuserer vi derfor på kunst og aktivisme, der kan opmuntre og inspirere til, hvordan vi kan sameksistere på alternative og mere omsorgsfulde måder," siger Ida Selvejer Faaborg.
Tre acts du skal opleve på Platform
Kom og mærk, hvad der sker, når performancekunst, aktivisme og fest smelter sammen under solen eller midt om natten. Her anbefaler Ida Selvejer Faaborg tre oplevelser på Platform.

Skikkelse i dokumenter: Noah Umur Kanber – 'I feel like a piece of paper'
Oplev en dyb, personlig performance, når Noah Umur Kanber optræder iklædt dokumenter fra sit eget forløb i det offentlige system - et råt indblik i en barndom præget af bureaukrati.
Du inviteres med ind i en helende ceremoni, der undersøger, hvordan vi som fremmede mennesker kan give omsorg til hinanden.
“Jeg synes, at det er enormt rørende at lukke publikum ind i en så personlig og smertefuld erfaring og at lade publikum være en del af hendes rejse tættere mod sin egen fortælling.”
Noah Umur Kanber: Torsdag kl. 13.30

Træn holdånden: Joana Öhlschläger – 'Heart to ride'
Hvordan føles fællesskab i kroppen?
Det spørgsmål undersøger Joana Öhlschläger i et nyt koreografisk værk skabt særligt til Platform. Her samler hun et stort hold performere, der bevæger sig gennem rummet og insisterer på at ryste modløshed og stilstand af sig.
“Her kan du opleve et virkelig stort hold af performere, der insisterer på at bevæge sig væk fra den modløshed og stilstand, som man kan føle i disse tider. Jeg tror, at denne performance kommer til at vække holdånden i én.”
Joana Öhlschläger: Torsdag kl. 15.00 og fredag kl. 17.30

Oplev rave-historie og nattefest: Elle Fierce – 'Spiralling'
Elle Fierce udvisker grænsen mellem scenen og publikum i en performance, der dykker ned i rave- og technokulturens rødder.
Her handler klubben ikke bare om bas, lys og nattefest, men også om de sorte og queer fællesskaber, der var med til at skabe klubbens frie rum.
Fredag nat glider performancen videre ind i et DJ-set, hvor Elle Fierce spiller b2b med Suzie the Cockroach og Reenie.
“Det bliver en virkelig fed oplevelse,” siger Ida Selvejer Faaborg.
Elle Fierce: Torsdag kl. 23.45 og fredag kl. 23.15








