Så sker det snart! Du glæder dig sikkert til at slå teltpløkkerne i jorden, nyde musikken og tilbringe mange dage i godt selskab. Men det kan også være overvældende at være på festival – om så du er en uprøvet festivalgænger eller bare ikke helt har styr på din tjekliste.
Uanset hvad, så frygt ej. Vi svarer her på alle dine brændende spørgsmål, så du får styr på alt, du behøver at vide inden festivalen.
Lad os tage en introduktion først. Roskilde Festival er non-profit festival, der hvert år samler 130.000 mennesker. Heraf er ca. 30.000 frivillige, der skaber festivalen.
Festivalområdet er inddelt i to dele: Campingområdet og den indre del af festivalpladsen. Når camping åbner lørdag 28. juni kl. 16.00, begynder det, vi kalder First Days. Og med en partoutbillet skal du selvfølgelig opleve en masse i sommersolen, inden et hav af oplevelser foran de største scener kalder på dig fra om onsdagen.
Du kan blandt andet bruge tiden på at tage til koncert med fremadstormende artister på scenerne Eos og Gaia, lytte til aktivistiske talks på Flokkr og deltage i alverdens lejrfester.
Hjertet af festivalpladsen åbner onsdag 2. juli, og herfra kan du lytte til nogle af verdens største artister, browse rundt i Bazar-området og meget andet.
Mange tusinde deltagere strømmer til festivalen, når vi slår dørene op lørdag 28. juni kl. 16.00. Derfor kan det være en god idé at planlægge, hvordan du nemmest kommer frem.
Få hjælp til at planlægge ankomsten med denne guide
I vores indgangskort kan du se, hvor dit campingområde er placeret. Du kan også se de forskellige Wristband Exchange-zoner, hvor du kan få ombyttet din billet til et festivalarmbånd.
Selvom det nemt kan købes på pladsen, er du velkommen til at have mad- og drikkevarer med på campingområdet. Du må også gerne medbringe trangiasæt, så længe du kun benytter det på kogeøerne, som står placeret flere steder på campingområdet.
Du skal selvfølgelig huske dit campingudstyr – telt, liggeunderlig og sovepose. Du kan også leje det af os, hvis du ønsker at gøre det nemt for dig selv. På den måde sikrer du, at udstyret bliver genanvendt, og medvirker til den bæredygtige dagsorden.
Husk at medbringe solcreme og tøj der passer til vejret. Det danske sommervejr er uforudsigeligt, så regntøj og varmt tøj til de kolde nattetimer er vigtigt.
En powerbank er også en god idé. Hvis ikke du har selv, kan du leje den hos Volt.
Desuden er det en god idé at tjekke, hvad der ikke er tilladt at medbringe.
Med en partoutbillet har du mulighed for at overnatte i vores campingområder. Vi har masser af forskellige campingområder, som imødekommer enhver smag. Du kan få det fulde overblik over camping her.
Community Camping er lukket for ansøgninger, og flere Special Camping-områder er udsolgte. Du kan dog godt nå at få plads i Get A Silent Place, der sikrer dig en reserveret plads, eller Get A Late Spot, hvis du ankommer senere på ugen.
Derudover kan du vælge Rent A Pitched Tent, hvor navnet siger det hele. Du kan også overnatte i vores almindelige campingområder, som er placeret i West. Her vælger du helt selv din egen plads, hvor du kan slå dit medbragte telt op, når du ankommer til festivalen.
Solen er tidligt oppe om sommeren, og nabolejren holder ikke altid festen for sig selv. Sovebriller og ørepropper kan være din redning for en god nats søvn.
Ordentligt campinggear kan også være afgørende for en god søvnoplevelse. Sørg for at investere i noget solidt gear, der holder regnen ude og giver dig en behagelig nattesøvn. Solidt gear betyder også, at du kan genbruge dit udstyr igen næste år.
Hvis du ikke vil slæbe rundt på telte, pavilloner og andet gear, kan du leje kvalitetsudstyr hos os.
Har du været sent oppe, kan en eftermiddagslur være lige det, der skal til for at komme tilbage på sporet. Og husk, at du sover bedre, hvis du ikke er alt for fuld.
Forventningsafstemning er nøglen. Her er nogle forslag til spørgsmål, I kan tage op, når I forbereder jer til festivalen:
Hvordan pakker vi ud?
- Hvordan rydder vi op?
Hvornår tager folk hjem?
Er vi alle med til at pakke vores lejr sammen?
Hvad gør vi, hvis vi ikke kan finde hinanden?
Hvornår slukker vi for musikken, så vi kan sove?
Ved at have styr på de ting kan I undgå konflikter og sikre, at stemningen i lejren forbliver i top.
Dåsetun, rugbrød og majs. Saftige burgere, sushi og gourmet. Der er mulighed for det hele på Roskilde Festival. Og har du et stort madhjerte, er festivalen det oplagte sted at gå på eventyr.
Uanset om du er på jagt efter en klassisk festivalfristelse som flæskestegssandwich eller hellere vil prøve friterede snegle, er der helt sikkert noget godt at sætte tænderne i. Der er masser af forskellige madboder rundt omkring på campingpladsen.
Når festivalpladsen åbner onsdag 2. juli, vokser udvalget af madboder til nye højder. Mange af madboderne er samlet i Food Court, vores store madhal der ligger mellem Gloria og Arena. Der kan du få comfort food, udfordrende retter og alt derimellem.
Der er træk-og-slip-toiletter spredt over hele festivalpladsen, og der er håndvaske ved alle toiletter. Vi har forskellige urinaler til både siddende og stående brug på pladsen.
I samarbejde med Herbox placerer vi dispensere ved 15 forskellige toiletøer på pladsen, hvor du kan få gratis tamponer og bind.
Du kan sagtens opretholde dine baderutiner hjemmefra og føle dig frisk og ren under hele festivalen. Vi tilbyder både kolde og varme bade samt fællesbade og kønsopdelte bade.
Selvom du måske ikke kender mange, der er afsted, er du sjældent alene på Roskilde Festival. Festivalen har en helt særlig atmosfære, der gør det nemt at falde i snak med andre. Så vær ikke bange for at sige hej til folk fra nabolejren eller deltage i andres lejraktiviteter.
Du kan f.eks. kigge forbi campingområderne Clean Out Loud eller Common Ground, hvor beboerne inviterer til et hav af sociale aktiviteter.
Tænk på forhånd over, hvor du stiller dig. Er du til high energy og tæt kontakt? Eller foretrækker du ro og god plads? Find det rigtige sted at stå, før koncerten går i gang. Der er fede spots overalt med god lyd og fede vibes.
Læg desuden mærke til, at nogle af koncerterne markeret med et High Energy-ikon. Det betyder, at du må forvente, at der vil være særlig meget aktivitet blandt publikum foran scenen.
Forvent nærkontakt! Du kommer til at stå tæt på andre, især ved de store koncerter. Hvis det bliver for intenst, så ryk længere tilbage eller ud til siden. Du får stadig en fed oplevelse.
Hold øje med hinanden og pas på dine venner. Også på dem, du ikke kender. Giv plads og hjælp til, hvis nogen falder. Hvis nogen har det skidt, så hjælp vedkommende hen til en frivillig, der er iført en orange vest.
Lyt og følg anvisningerne. Værterne i orange veste og beskederne på storskærmene er der for din skyld. De hjælper med at holde energien høj og stemningen tryg.
Planlæg dine koncerter og hav in mente, at det tager længere tid end forventet at komme fra scene til scene. Det er aldrig sjovt at gå glip af showstarten, så afsæt god tid til at komme fra sted til sted.
Tænk også over, om du har lyst til at stå i pitten.
Koncerterne på festivalens største scener kan være mange ting – spændende, storslåede, men måske også overvældende. Især hvis man ønsker at stå i pitten.
Pitten findes foran Orange Scene og Arena og er det område tættest på scenen, som er afskærmet for din og alles sikkerhed. Her lukkes et begrænset antal publikummer ind for at opleve de store kunstnere helt tæt på. Det er også her, festen virkelig er i gang!
Er man ikke vant til at stå i pitten, kan det være en god idé at placere sig ved det bagerste hegn. Da publikum naturligt trækker fremad, vil du bagerst i pitten have god plads omkring dig, men stadig være helt tæt på koncerten. Hvis du får lyst, og der er plads, kan du altid rykke længere frem.
Hvis du vil stå i pitten, kan du få et pit-armbånd flere timer før koncerten starter, hvis du stiller dig i kø til det. Så kan du komme til koncerten og være sikker på at få den plads, du ønsker.
Du kan ikke nå det hele, og det er okay. Vælg nogle highlights, du vil opleve, men vær også åben for spontane oplevelser og ukendte acts. Gå med til dine venners ting, og tag på eventyr. Det fede ved Roskilde Festival er også alt det, du ikke regner med at opleve.
Du kan se, hvornår dine favoritkunstnere spiller i tidsplanen, og bygge dit personlige program i vores officielle app.
Uanset om det er den første eller tiende gang på Roskilde Festival, har vi alle behov for at trække os tilbage i ny og næ. Heldigvis er der områder, som er mere rolige end resten af festivalen. De områder bliver markeret med en pauseknap på kortet, så du altid kan finde frem til hvor du kan få ro på.
Du kan f.eks. kigge forbi The Garden mellem Orange Scene og Avalon, hvor der er plads til at slappe af i skyggen fra de mange træer. Slå også et smut forbi Rest & Reset-området i Camping M, som Folkekirken og Roskilde Bibliotek har skabt for at give plads til eftertanke og ro.
Er du mere til et meditativt rum med en kunstnerisk bagtanke, bør du kigge forbi Rehearsals of Belonging ved East City. Det alkoholfrie område Zone Out mellem Orange Scene og Arena byder også på kunstneriske indtryk i form af digtoplæsning og giver samtidig mulighed for at komme helt ned i tempo i lyd-afskærmende loungemøbler.
Husk også, at du kan tage en dukkert i Badesøen eller slappe af i græsset ved Fiskesøen.
Det er helt normalt, hvis otte dage på festival virker overvældende. Hvis du fornemmer, at det bliver for meget, er der ingen skam i at tage en pause. Du kan altid vælge at tilbringe en eftermiddag eller en nat et andet sted for at få lidt fornyet energi.
Hvis du eller andre omkring dig får behov for hjælp, kan du altid henvende dig til frivillige i de farvestrålende veste. De kan hjælpe dig – enten selv eller ved at tilkalde deres leder.
Hvis du oplever noget grænseoverskridende, som du har brug for at vende med professionelle, eller generelt har brug for rådgivning i et trygt rum, kan du søge hen til et af vores Soft Spots. De er placeret i East City, West City og mellem Orange Scene og Avalon, og har åbent hver dag fra 10:00-16:00.
Hvis du kommer til skade, kan du finde frem til samaritterne via kortet. Har du brug for medicin, er der et apotek på festivalpladsen. Alle vores kiosker har basale fornødenheder, og på toiletterne er der gratis tamponer og bind.
Du kan altid fange vores Helpline på +4578744007, hvis du har brug for hjælp på stedet.
Når du pakker til festivalen, så husk: mindre er mere. Jo færre ting du tager med, jo mindre belaster det miljøet. Og når festivalen er forbi, så sørg for at tage alt med hjem igen – også dit campinggear. Hvis du ikke vil slæbe telt og andet campingudstyr med hjem igen, kan du i stedet leje det af os.
Mange af lejrene bliver forsynet med fire affaldsposer til henholdsvis glas, metal, plast og mad- og drikkekartoner samt restaffald. Det bliver lige så nemt som at affaldssortere derhjemme. Find et godt sted til poserne i lejren, og mind hinanden om at sortere jeres affald.
Ja, selvfølgelig! Du er velkommen på Roskilde Festival, uanset om du drikker alkohol eller ej.
Vores festival handler om at skabe fantastiske oplevelser, og det indebærer ikke nødvendigvis alkohol. Der er masser af sjove og spændende aktiviteter at deltage i, koncerter at nyde og mennesker at møde, uanset om du drikker alkohol eller ej.
Her er et par tips til dig, der gerne vil drikke mindre alkohol:
Skift alkoholiske drikkevarer ud med alkoholfrie alternativer. I mange af boderne kan du købe alternativer til alkoholiske drikke såsom alkoholfrie øl og mocktails.
Drik genstande med lav promille. Så kan du bedre mærke dine grænser og nå at stoppe, inden du bliver fuldere, end du havde lyst til.