Af Thea Emilie Høj-Poulsen, frivillig i Roskilde Festivals Mediehus (Video og redigering: Mikkel Warrer og Amanda Krilov)
I år kan du lyse op på storskærmen i Glorias foyer mellem Arena og Orange Scene med et foto fra telefonen. Du nupper et billede, uploader det på slopplot.online, og få sekunder senere havner det på storskærmen.
Maskinen hedder Slop Plot og lever af dine billeder. En sulten AI væver dem sammen til ét vildtvoksende collageværk, der bliver større og mere kaotisk for hver dag. Dit foto lander side om side med tusindvis af andre svedige, solbrændte, lyksalige øjeblikke fra hele pladsen.
Nye billeder tikker ind hele tiden, så skærmen aldrig står stille. Hver gang du går forbi Gloria, hænger der et nyt værk – måske med dit eget foto et sted i myldret.
Mød Esben Holk, kunstneren bag værket, her.






