Liniker

Syng med uden at forstå ét ord

03.07.2026Program

Glem din Duolingo-streak. Fra Young Miko og Liniker til qawwali fra Pakistan og musik fra Andesbjergene – her er fem oplevelser, der vrider både tunge og krop.

Af Rasmus Løwenstein. Frivillig i Roskilde Festivals Mediehus 

I aften skriver Jennie historie som det første K-pop-hovednavn på en dansk festival.  

Men Jennie er langt fra den eneste artist, der markerer nye vinde i årets program.Det nye er ikke, at Roskilde Festival præsenterer musik fra hele verden. Det har festivalen gjort i årtier.

Det nye er den opmærksomhed og nysgerrighed, musikken møder. Ikke-engelsksprogede artister står ikke længere i udkanten af jeres radarer – de er blevet nogle af dem, publikum aktivt søger mod.

I har, kort sagt, ikke længere brug for at forstå hvert ord for at forstå energien. 

Her kommer vores bud på nogle af de artister, der tester dit sprogøre.

Young Miko sætter Puerto Rico på verdenskortet

Det spanske sprog har for alvor vundet frem i musikverdenen de seneste år – også langt uden for de spansktalende dele af verden. 

Rapperen Young Miko er en af de største stemmer fra den bølge, der sammen med blandt andre Bad Bunny har været med til at sætte Puerto Rico på det musikalske verdenskort. 

Forvent en stemningsfuld koncert med trap, reggaeton og latinpop, når Young Miko spiller fredag kl. 15.00 på Arena. 

Meditativ qawwali fra Pakistan

Qawwali har rødder i en spirituel sangtradition, der kan føres tilbage til 1200-tallets sufi-ritualer. Rizwan og Muazzam Mujahid Ali synger sjælefulde vokalfraser i en tradition, der især har bredt sig i Pakistan, Indien og Bangladesh. 

Du kan opleve duoen for første gang siden deres koncert på Roskilde Festival i 1999, når de spiller fredag kl. 18.00 på Eos. 

Brasiliansk, flamboyant ikon vender tilbage

Siden Liniker brød igennem med bandet Liniker e os Caramelows i 2015, er det kun gået én vej. 

Hendes smukke vokal og karisma blander brasilianske traditioner med pop, soul og R&B. Efter et anmelderrost og Grammy-vindende album i bagkataloget har hun udgivet Caju fra 2024, der fortæller en historie om selvaccept og healing. 

Kom og vær en del af det inkluderende og farverige univers, når Liniker spiller lørdag kl. 19.30 på Arena. 

AySay blander dansk, kurdisk og engelsk

Når AySay går på scenen, kan du forvente en sammensmeltning af kurdiske og anatolske traditioner med nordisk inspireret indie og elektronik – et originalt musikalsk udtryk, der føles som et frisk pust på den danske musikscene. 

Med Luna Ersahins smukke vokal og karismatiske tilstedeværelse i front kan du se frem til en stor oplevelse, når AySay spiller fredag kl. 12.00 på Eos. 

Los Thuthanaka med musik fra Andesbjergene

Den bolivianske duo Los Thuthanakas selvbetitlede album fra 2025 kom som et frisk pust, der slog lyttere omkuld, og blev af Pitchfork kåret som årets bedste album. 

Søskendeparret bag duoen dykker ned i deres rødder i Aymara-kulturen i Andesbjergene og vækker dermed en kultur til live, som vi sjældent bliver præsenteret for herhjemme. 

Tag på en musikalsk rejse med Los Thuthanaka fredag kl. 22.00 på Lagune. 

Kan du ikke få nok af musik fra hele verden?

Her er den fulde liste af internationale artister, du bør opleve fredag og lørdag. 

Saad Tiouly – Marrokansk psykedeli. Fredag kl. 19 på Fauna 

Bruno Berle – Brasiliansk pop. Lørdag kl. 18.30 på Gloria 

Bad Gyal – Catalansk reggaeton. Lørdag kl. 22 på Arena 

Luisa Almaguer – Mexicansk poesi. Fredag kl. 18.30 på Gloria 

Kin’gongolo Kiniata – Congolesiske rytmer. Fredag kl. 23 på Fauna 

Lamisi – Ghanesisk futuristisk pop. Fredag kl. 21 på Fauna 

Los Mirlos – Peruvianske rytmer. Lørdag kl. 17 på Eos 

Igorrr – Franske fusioner. Lørdag kl. 19.30 på Lagune 

Sara Parkman – Svensk folkemusik. Lørdag kl. 14.30 på Fauna 

Heinali & Andriana-Yaroslava Saienko – Ukrainsk middelaldermusik. Lørdag kl. 14.30 på Gloria 

1111 – Spanske grooves. Lørdag kl. 20.30 på Gloria 

Ata Kak – Ghanesisk highlife. Lørdag kl. 22.30 på Gloria