The Cure

The Cure fejrer 50 år på Orange Scene!

31.10.2025Program

De britiske rockikoner fejrer et halvt århundrede til sommer med en historisk koncert på Roskilde Festival.

Er du klar på mere musik?!

Vi er kun lige gået i gang, og allerede nu kan vi føje endnu et legendarisk navn til sommerens Roskilde Festival: The Cure!

Robert Smith og co. markerer 50 år som et af verdens mest markante og elskede rockbands med et historisk show onsdag 1. juli på Orange Scene. De bliver altså nogle af de første til at indtage vores nye, større hovedscene.

Det her bliver en uforglemmelig aften med et band, der har samlet generationer af fans og står bag nogle af rockhistoriens smukkeste sange og mest definerende albummer.

Billetsalget er i gang, og vi har allerede offentliggjort Gorillaz, Ethel Cain, Tobias Rahim og 21 andre navne. Skal du med?

Magien lever stadig

Du har næppe brug for den store musikhistorie, når vi taler The Cure. For du har sikkert allerede hørt udødelige hits som "Boys Don't Cry", "Just Like Heaven", "Friday I'm In Love", "Close To Me", "Why Can't I Be Like You", "Lullaby" – og vi kunne blive ved.

Måske har du hørt dem i radioen. Måske har du skrålet dit hjerte ud på teenageværelset eller til en af deres uforglemmelige koncerter. Hvis du har, ved du, at du ikke må misse denne oplevelse. Og hvis du ikke har hørt The Cure før, har du en endnu større grund til at stå foran Orange Scene til sommer.

The Cure blev dannet i 1976 og vendte i 2024 tilbage efter 16 års albumpause med Songs of a Lost World, et album der viste, at magien stadig lever – og Robert Smith har allerede hintet mere musik. Briterne har sat et uudsletteligt aftryk på alt fra post-punk og goth til pop og indie, og deres musik bliver ved med at inspirere nye generationer.

The Cure har skrevet sig ind i Roskilde Festivals historie flere gange før, men denne gang bliver noget helt særligt – vi glæder os enormt meget til at fejre 50 år med The Cure til sommer!