- Mandag 29. juni11.00, Cinema
Oplev to nye elevfilm fra Roskilde Festival Højskole (RoFH) og Den Danske Filmskole. Fra Filmskolen kan du opleve en kortfilm om et romantisk møde på Roskilde Festival, og fra RoFH inviterer vi dig med på en eksperimenterende filmisk rejse på en skole.
FLOATING CAMERA er et filmeksperiment skabt af elever fra Medieproduktionslinjen på Roskilde Festival Højskole. Gennem en række “svævende” kameravandringer bevæger filmen sig undersøgende gennem et kreativt værksted, hvor unge forbinder sig med hinanden og med verden gennem tekstiler og kreative processer. Kameraet glider mellem mennesker, objekter og rum med en drømmeagtig og let forskudt opmærksomhed, som gradvist får det velkendte til at fremstå fremmed og åbne sig for nye betydninger.
Spilletid: 8 minutter
JOMFRU handler om en ung kvinde på Roskilde Festival, der tager en fremmed flirt med i sit telt i håbet om et one-night stand. Men festivalens kaotiske omgivelser og sociale forventninger spænder ben for det intime møde. I konfrontationen med deres egne usikkerheder finder de dog en uventet ærlig forbindelse.
Spilletid: 8 minutter
Begge film vises i partnerskab med Filmskolen og Roskilde Festival Højskole.
Cinema er Roskilde Festivals biograf, som vender tilbage i 2026 efter 13 år. Her kan du under First Days opleve både nye spillefilm, dokumentarer og særlige nattevisninger. Programmet til Cinema er tilrettelagt af Roskilde Festival og Roskilde Festival Højskole og skabt i samarbejde med CPH:DOX, Europa-Parlamentet, The Why Foundation, RoskildeBio.nu og Den Danske Filmskole.
Cinema er støttet af OpEN – Udenrigsministeriets Oplysnings- og Engagementspulje.

