- Fredag 4. juli10.45, Food Is Now
Hos Food Is Now inviterer Klaus Thomsen – medstifter af Coffee Collective og tidligere World Barista Champion – til en morgen-talk om den vidunderlige kompleksitet bag din daglige kop. Her tager han dig med på en rejse fra kaffeplantagerne til din kop og fortæller om nogle af de mennesker, der dyrker din kaffe, hvorfor kaffe er for billigt – og hvad der i sidste ende giver den gode smag.
Efter talken er der kaffesmagning, hvor du kan opleve, hvordan kaffe kan smage vidt forskelligt alt efter bønne, land og håndværk.
Vil du have den fulde oplevelse? Så tilmeld dig Food Is Now Breakfast, hvor du kan nyde friskbrygget kaffe og en klassisk bolle med ost (billetter sættes til salg i shoppen 22. maj). Du er også velkommen til bare at droppe forbi og lytte.
Coffee Collective blev grundlagt i København og arbejder for at skabe bedre kaffeoplevelser – både for dem, der drikker den, og dem, der dyrker den. De importerer kaffen direkte, rister den selv på Frederiksberg og serverer den i deres otte butikker i byen.