En.33

EN:33DK

Tag plads ved et bord, der samler mennesker, historier og forskellige interesser på festivalpladsen

Bordet er et sted at samles og mødes om i hverdagens rutiner. Det er der, hvor vi deler et måltid eller fortæller en historie, men bordet er også et sted for konflikt og forhandling. I en undersøgelse af bordets historiske og kulturelle betydning har arkitektgruppen en:33 skabt et bord til festivalpladsen: Table of Interests, 

Festivalpladsen er et fælles sted, som deles af mange. Stedet bringer folk sammen, mens det deles og bruges med forskellige interesser. Table of Interests består af et cnc-fræset bord af natursten, med en flade der inviterer til at gå på opdagelse i landskabet gennem en blanding af kendte festivalobjekter og et kort over området. Bordet er et billede på, hvordan Roskilde Festival danner aftryk både fysisk på landskabet, men også igennem indprentede minder for livet hos festivaldeltagere. 

en:33 er et samarbejde mellem arkitekterne Esther Fröhlich og Anna Eglite. en:33 arbejder undersøgende i et felt mellem landskab, arkitektur og kunst. De er optaget af arkitektur, som kan stille spørgsmål ved vores opfattelse og relation til energi, ressourcer og natur. 

Table of Interests vil stå i landskabet i flere år og være mødested for både festivalgæster og det omkringliggende lokalsamfund året rundt. 

Værket realiseres i samarbejde med E. Nielsens Mekaniske Stenhuggeri.