- Mandag 29. juni
I et både gennemført og eksperimenterende univers skaber den nye danske duo A Good Year gribende forbindelser mellem lyd og film.
Projektet tegnes af trommeslager Tobias Laust (Liss) og filminstruktør Albert R. Hildebrand, der sammen udfolder en original vision mellem cinematiske stemninger og alternativ pop, hvor ambiente lydflader, pitchede vokaler og akustiske guitarer folder sig ud i mødet med et visuelt kosmos af mystiske skikkelser, natur og digital æstetik.
A Good Year brød igennem med debutværket Sofina (2024), der både udkom som soundtrack-album og film i en markering af, at hvor tæt det visuelle og det musikalske hænger sammen for duoen. Siden har A Good Year, der er i stald hos det fremsynede københavnske label Escho, udsendt en række stærke singler i samarbejde med navne som Horse Vision, Helena Gao og Late Verlane, og deres særegne audiovisuelle udtryk har vakt opsigt både herhjemme og på internationale scener.
Det forstår man godt, for en koncert med A Good Year er en oplevelse ud over det sædvanlige, hvor det visuelle og det musikalske, det organiske og det elektroniske, virkelig går op i en højere enhed. På årets Roskilde Festival kan du træde ind i deres univers, der omslutter dig og åbner et rum mellem scene og lærred.






