- Fredag 3. juliOrange Scene
Amerikanske Addison Rae er på få år gået fra at være et viralt TikTok-fænomen til en Grammy-nomineret, global popsensation, der både høster store kritikerroser og leverer uimodståelige hits.
I august 2024 markerede hun sit store gennembrud med den underspillede pophymne ”Diet Pepsi”, som blev startskuddet på en ny æra for den fremadstormende sangerinde, sangskriver og danser. Nummeret pegede frem mod debutalbummet Addison og afslørede en kunstner med klar æstetisk retning og en bemærkelsesværdig sikkerhed i sit popudtryk.
Med sange som ”Aquamarine”, ”High Fashion” og ”Headphones On” viste Addison Rae sig som en popstjerne med blik for både nostalgi og fornyelse. Hun kanaliserer 90’er-referencer fra Britney Spears, Janet Jackson og Madonna ind i et lydbillede, der både er sensuelt, selvironisk og nutidigt.
Addison blev mødt med begejstring fra toneangivende medier som The Fader og The Washington Post, mens Soundvenue herhjemme kaldte det ”en overlegen opvisning i vibes” i deres 5-stjernede anmeldelse. Samtidig har hun opbygget et massivt publikum med over 17 millioner månedlige lyttere på Spotify – et tal, der vidner om, at hendes popunivers rækker langt ud over hype og overskrifter og har fundet varigt fodfæste hos lytterne.
Trods sit amerikanske afsæt har Addison Rae tætte bånd til den skandinaviske popscene. Addison er skrevet i samarbejde med og fuldt produceret af den svenske producerduo Elvira Anderfjärd og Luka Kloser, som deler hendes skarpe popinstinkt og evne til at forfine genren uden at miste kant. Samarbejder med navne som Charli XCX, A.G. Cook og Arca understreger samtidig hendes position i et nyt, kollaborativt poplandskab.
Selv med en relativt kort livekarriere har Addison Rae allerede vist sig som en stærk performer. Da hun sidste år spillede sin første Europaturné, skrev The Guardian om koncerten i Manchester Academy: ”pop’s newest A-lister has the stagecraft of a veteran”. I år spiller hun kun få udvalgte europæiske festivaler. Fredag aften indtager hun Orange Scene – og markerer endnu et skridt op for en af tidens mest markante nye popstemmer.






