DBN Gogo

DBN GogoZA

Dansevenlig amapiano-masterclass fra en af genrens pionerer

The GodMother lyder titlen på DBN Gogos nyeste EP, og titlen siger egentlig det hele. Den sydafrikanske DJ og producer har været med til at forme amapiano, genren der har taget verdens klubber og festivaler med storm, og hendes status som en af scenens helt store skikkelser er ikke til at tage fejl af. 

Den status har hun ikke kun tilegnet sig for sine blændende produktioner, men også fordi hun i høj grad bruger sin indflydelse til at skabe plads og muligheder for andre – særligt unge kvinder – i ellers mandsdomineret branche; hendes engagement bag kulisserne er lige så markant som hendes musikalske virke.

Når DBN Gogo indtager scenen, kan man altid forvente en masterclass i amapianoens groovy signaturlyd med house-inspirerede beats, jazzede passager og melodiske klavertemaer. Samtidig er hun en kunstner, der fortsat eksperimenterer og skubber lyden i uhørte retninger. På The GodMother fusionerer hun således amapiano med 3-step – en anden musikalsk trend, der lige nu sætter ild i dansegulvene i Sydafrika.

Roskilde Festival har tidligere haft besøg af kunstnere som Tyla og Uncle Waffles, der har taget amapiano med ind på de store scener. Nu kan du opleve en af genrens oprindelige drivkræfter – en DJ og producer, der både former lyden og fremtiden for amapiano.

Hvis du kan lide dette …