- Lørdag 4. juli21.45, Arena
“One frisky Latin banger after another”, skrev The Guardian om Bad Gyals debutalbum, La Joia, der for alvor gjorde den catalanske sanger til et globalt fænomen i 2024. Samme år gæstede Bad Gyal Roskilde Festival, hvor tusindvis af fans trodsede regnen for at opleve det spanske popikon.
For der skal danses, når Bad Gyal udfolder sit sveddryppende og sensuelle univers af reggaeton, dancehall og pop, hvor tung bas, clubbede beats og smægtende ballader går både i kroppen og hjertet.
Nu er hun tilbage med det nye album Más Cara, et omfattende værk på 19 tracks, der udvider hendes lyd uden at give slip på de rytmiske rødder, der definerede hendes gennembrud. Albummet bevæger sig på tværs af reggaeton, R&B, dancehall, merengue house, shatta, guaracha og kompa, og resultatet er et mere samlet og selvsikkert udtryk, hvor hendes stemme, attitude og musikalitet står i centrum.
Allerede i 2016 begyndte Bad Gyal at vække opsigt med en række singler samt udgivelsen Slow Wine Mixtape, og siden er hun i hjemlandet vokset til en megastjerne, hvis singler rutinemæssigt stryger til tops på hitlisterne. Også internationalt fik man hurtigt ørerne op for talentet – allerede i 2017 kårede magasinet FACT hendes single “Jacaranda” til årets sang.
Siden hendes besøg på Roskilde Festival i 2024 er hun kun vokset i popularitet med både nye udgivelser, en dokumentarfilm på Amazon Prime og ikke mindst den stort anlagte Bikini Badness Tour, der har demonstreret hendes format som livekunstner i en farverig tour de force af show og musik med masser af dansere, overdådige visuals og en perlerække af dansable hits. Det bliver en varm sommer på Roskilde Festival!






