- Lørdag 4. juli
Det musikalske kollektiv 1111 har siden dannelsen i 2022 skabt opmærksomhed på den spanske musikscene med en på én gang medrivende og eksperimenterende elektronisk sound. Skarpe pophooks, groovy reggaeton-klingende rytmer og innovative elektroniske udforskninger flyder sammen i et overbevisende hele pakket med detaljer og kreative ideer.
1111 blev dannet af de tre musikere/producere Fedra, Armas og ru0001 i Madrid. Deres første single “Pena” og mixtapet La mil ciento once markerede dem som bannerførere for en progressiv elektronisk popmusik. Og med debutalbummet Tres de Palacio (2023) udvidede de deres visionære univers betragteligt gennem en række samarbejder med kunstnere som Xenia, BLNCO og Épona HD.
Med deres seneste single, “La Disciplina del Entusiasmo”, markerer de et nyt kapitel på deres innovative musikalske rejse. Singlen varsler også godt for 1111’s kommende album, der udkommer til foråret, perfekt timet til deres første danske koncert på årets Roskilde Festival.
Her kan man forvente en medrivende og dynamisk koncert, hvor 1111 formår at åbne de elektroniske produktioner op med organisk sammenspil og nerve, og hvor musikkens tunge dybe bas og dansable reggaeton-beats sætter gang i svedig fest.






