Miami-kunstneren Nick León har haft travlt de seneste par år. Den garvede DJ og producer medvirkede i 2022 på spanske Rosalías banebrydende album Motomami, og samtidig har han været et efterspurgt DJ-navn i både Europa og USA.
Et dybt dyk ned i Latinamerikas klubscene via rejser til Brasilien og Equador gav ham en musikalsk åbenbaring, der førte til en kreativ genfødsel og en lyst til at træde mere frem som kunstner i egen ret. Det skete i stor stil på albummet A Tropical Entropy fra 2025. Et album, som fremstår som et modigt kunstnerisk manifest, der med inspiration fra både latin club-scenen, Joan Didons roman Miami og psykedeliske grænsetilstande leverer både frodige og dansevenlige sommerstemninger og en ulmende dystopisk tone.
Albummet rummer bl.a. hans samarbejde med den danske sangerinde Erika de Casier i form af det store hit “Bikini”, som af flere medier blev hyldet som en sommer-banger af de sjældne. Albummet reflekterer de modsætningsfulde stemninger i det Florida, hvor Nick León har hjemme. Hede fester og skønhed, men også billeder af skrøbelige økosystemer på kurs mod kollaps.
A Tropical Entropy er udkommet på det visionære colombianske label TraTraTrax og har høstet stor kritisk anerkendelse. Bl.a. fra Pitchfork, der gav mærkatet Best New Music, og Resident Advisor, der skrev: “Dette album fremviser ikke blot hans mange færdigheder, den præsenterer også en fuldendt vision for hans kunstneriske udtryk og samtidig et øjebliksbillede af en tid og et sted.” Den stemning får lov at tage form live, når Nick León udfolder sit psykedeliske univers på Roskilde Festival til sommer.






