Der er garanti for en kolossal dansefest, når Kettama pløjer sig igennem Roskilde Festival med sin selverklærede sledgehammer house. En stil, der bringer publikum i euforisk trance i et lydbillede af tung bas, pulserende grooves og pågående beats.
Den irske DJ og producer begyndte allerede som teenager at optræde på klubber i sin hjemby Galway. Læreår, der ikke kun har givet ham en udsøgt sans for at sætte et dansegulv i gang, men som også har hjulpet ham til at udvikle sin egen stil, der trækker på en bred vifte af genrer som house, trance, techno og UK garage.
Hans evne til at støbe episke rave-hymner, der både rummer historiebevidsthed og en insisterende fornemmelse af et sitrende nu, har gjort ham til en efterspurgt performer, hvis musik går rent ind til både den sene nattefest på klubben og på store festivalscener. Det giver mening, at legenderne i Underworld har inviteret ham til at samarbejde, da hans musik rummer noget af den samme genremuterende energi.
Efter en perlerække af singler og EP’er, udsendte Kettama i 2025 debutalbummet Archangel. Et rave-musikalsk mesterværk, der demonstrerer, at han ikke blot er en fænomenal producer, men også en visionær kunstner. Albummet, der byder på samarbejder med kunstnere som Fred Again.., Prospa og Interplanteary Criminal, har høstet fremragende anmeldelser. Blandt andet fra Clash Magazine, som rammende skrev: “Kettama has arrived at a creative apex, with ‘Archangel’ being a pivotal milestone, confirming him as a key player in the future of electronic music.” Der er således lagt op til et storslået rave-oplevelse, når Kettama indtager Roskilde Festival til sommer.






