- Tirsdag 30. juni
Det er nogle af de mest interessante kræfter fra den progressive nordiske folkemusikscene, der forenes i bandet Diket. De fire musikere, der har base i Oslo, kendes også fra bands som Benedikt, Hey Gloria og Ævestaden, som man kunne opleve på Roskilde Festival i 2025.
Bandets debut-EP, Och sen kom vintern, udkom i 2024 på Supertraditional (Sara Parkman m.fl.) og høstede fremragende anmeldelser. Dikets blanding af nordiske traditioner, kontemporær indie-lyd og eksperimenterende tilgange har også begejstret live, hvor de bl.a. har optrådt på by:Larm, turneret med Valkyrien Allstars og varmet op for irske Lankum.
En af deres norske koncerter blev rost af mediet The Line of Best Fit, hvis anmelder fik associationer til bands som Stereolab og Tortoise i nordisk folkemusikalsk dragt. Og man kan da også finde elementer af postrock i Dikets atmosfærer og minimalistiske grooves, samtidig med at de med smukke vokalharmonier udfolder en varm og sanselig folkemusik.
Diket arbejder nu på deres debutalbum, som udkommer til efteråret. Inden da får vi en chance for at opleve deres nyskabende, alternative og fængslende bud på nordisk folk, når de gæster Roskilde Festival til sommer.






