- Fredag 3. juli12.00, Lagune
Med sit forrygende debutalbum the apple tree under the sea skød Hemlocke Springs 2026 i gang med en samling sange, der tilføjede en tiltrængt eventyrlyst til tidens popmusik. “A DayGlo DIY triumph in an era of risk-averse pop” skrev The Guardian i en begejstret anmeldelse af albummet, som da også er blevet rost til skyerne i flere toneangivende medier.
Selv har den amerikanske sangskriver Isimeme “Naomi” Udu, der gemmer sig under navnet Hemlocke Springs, beskrevet albummet som en musikalsk feberdrøm af et konceptalbum om at udforske sin egen plads i verden - og det i sandhed en feberdrøm, der udfolder sig som en farverig, synth-boblende og kalejdoskopisk rejse gennem adskillige årtiers musik, men altid med stærke og relaterbare sange som et bankende hjerte i musikkens forvandlingsrum.
Debutalbummet kom ikke ud af det blå. Allerede i 2021 begyndte Hemlocke Springs at introducere verden til sit alternative popunivers ved at uploade en række underfundige og hjemmeproducerede sange til Soundcloud. I 2022 blev hun et viralt fænomen med sangen “Girlfriend” og allerede i 2023 tog NME hende med på deres liste over “essential emerging artists”. En række af tidens store stjerner meldte sig hurtigt som fans. Doja Cat inviterede hende med som support på The Scarlet Tour i 2024, og Chappell Roan har været en stærk fortaler for Hemlocke Springs’ fabulerende popmagi.
På the apple tree under the sea har Hemlocke Springs formået at holde fast i sit skæve og DIY-orienterede udtryk, samtidig med at hun i tæt samarbejde med produceren BURNS (Lady Gaga, Britney Spears, Charli xcx) virkelig formår at udfolde sin musikalske idérigdom i det store og nærmest filmiske format, som den fortjener. Live har hun ry for at levere fantastiske shows, der balancerer mellem stort popdrama, quirky charme og en til tider næsten punket energi, så der er noget at se frem til, når hun gæster Roskilde Festival til sommer.






