Jim Legxacy
Ny!

Jim LegxacyUK

FREDAG 3. JULI

Fremadstormende rapper, sanger og producer med lyrisk dybde og eklektisk lydbillede

  • Fredag 3. juli

Jim Legxacy har på kort tid markeret sig som en af de mest spændende nye stemmer på den britiske scene. Efter det stærke mixtape Homeless N*gga Pop Music fra 2023 bragede han for alvor igennem lydmuren sidste år med det anmelderroste Black British Music (2025), der udkom på det toneangivende label XL Recordings og blev kaldt “a potential future classic” af NME.

På sit seneste værk udvider Jim Legxacy både sit domæne – et vidtforgrenet krydsfelt mellem rap, pop, afrobeat, emo og R&B – og ikke mindst blikket. Familie, sorg, tilhørsforhold og livet som sort brite er nogle af de centrale temaer på Black British Music (2025), hvor hørbare samples af britisk rap, pop og soul kolliderer og bruges som byggesten i nye fortællinger. At det aldrig ender i et rodet virvar, skyldes Jim Legxacys styrke som producer, hvor han formår at samle de mange elementer til en sammenhængende, medrivende helhed.

Parallelt med solokarrieren har Jim Legxacy sat tydelige aftryk i den britiske mainstream. Han har arbejdet med Fred again.. på sidstnævntes 2024-album Ten Days, og nok så vigtigt var han i 2023 med til at producere og skrive kæmpehittet “Sprinter” med Central Cee og Dave. Et nummer, der strøg til tops på den britiske hitliste, hvor det også slog rekord som det rapnummer, der har ligget i toppen af hitlisten i længst tid.

Med andre ord står det skrevet i stjernerne, at fremtiden tilhører Jim Legxacy, der allerede har opnået et stort kultfølge i hjemlandet, hvor han spiller udsolgte shows. Til sommer har Roskilde Festival den store fornøjelse at danne rammerne om Jim Legxacys første koncert i Skandinavien – det er en oplevelse, du ikke må misse!