Liniker
Ny!

LinikerBR

LØRDAG 4. JULI

Det brasilianske ikon vender tilbage til Roskilde Festival med sit flamboyante og sjælfulde udtryk

  • Lørdag 4. juli

I hjemlandet Brasilien er hun en kæmpe stjerne, og overværede man Linikers koncert på Roskilde Festival i 2023 var man da heller ikke i tvivl om hvorfor. Med sin smerteligt smukke vokal, blændende karisma og et mildt sagt forrygende liveband indtager hun scenen med en generøsitet som få andre.

Allerede hendes soulinspirerede band Liniker e os Caramelows, der brød igennem i 2015, gjorde hende til et varmt navn på den brasilianske musikscene med deres mix af brasilianske traditioner, musik fra den afrikanske diaspora og konteporær pop, soul og R&B. Bandet opnåede international anerkendelse med bl.a. en forrygende Tiny Desk Concert og lagde fundamentet for en solokarriere, der for alvor blev skudt i gang med det blændende album Indigo Borboleta Anil (2021).

Albummet indbragte Liniker en Latin Grammy for Best Brazilian Popular Music Album, hvilket samtidig gjorde hende til den første transkønnede musiker nogensinde til at vinde en Latin Grammy. For Liniker kan musik og aktivisme ikke skilles ad, og hun har vedholdende brugt sin musik som platform til at skabe rum for queer og transkønnede stemmer.

Hendes nyeste og kritikerroste album, Caju (2024), er navngivet efter et alter-ego, som Liniker har skabt for at formidle en personlig fortælling om selvaccept og healing, og som lytter kan man ikke undgå at blive berørt. Pop Matters kårede da også Caju til det bedste brasilianske album fra 2024. På scenen løftes Linikers betagende blanding af brasilianske og afrikanske rødder, jazz, R&B og soul af et stort live-band, og der er lagt op til en musikalsk oplevelse af de helt store, når de vender tilbage til Roskilde Festival til sommer. 

Hvis du kan lide dette …