Los Mirlos
Ny!

Los MirlosPE

LØRDAG 4. JULI

Psykedeliske cumbia-legender fra Peru med sjælden dansk koncert

  • Lørdag 4. juli

Cumbia-musikkens livlige rytmer har haft en uforlignelige evne til at knopskyde i talrige retninger og fusionere med andre genrer og traditioner. Cumbia har sine rødder i Colombia, men blomstrede op i en lokal variant i Peru i 60’erne og 70’erne, hvor den blev krydset med elementer af surf rock og psykedelisk musik. Og på dette års Roskilde Festival kan du opleve en af de sande pionerer inden for den peruvianske cumbia, der også har fået tilnavnet Cumbia Amazónica!

Los Mirlos blev dannet i 1972 i Moyobamba og blev hurtigt et definerende navn på den peruvianske cumbia-scene med den karakteristiske blanding af cumbiaens rytmer, den psykedeliske sound og de surf-inspirerede guitartemaer. Op igennem 70’erne og 80’erne voksede Los Mirlos til en elsket gruppe i hele Latinamerika med ikoniske numre og medrivende koncerter. Og i nyere tid har mange moderne DJ’s samplet deres psykedeliske cumbia.

Bandets grundlægger og forsanger, Jorge Rodríguez Grández, står den dag i dag i front og forvalter den musikalske arv med en række yngre musikere, heriblandt hans egne to sønner. Over 50 års erfaring skinner igennem i bandet, som samtidig holder sig i dynamisk bevægelse gennem input fra yngre generationer af musikere.

I 2022 udkom filmen Mirlo’s Dance, der cementerer bandets store betydning for cumbiaens udvikling. Siden har der været bud efter det legendariske band fra store festivaler som Coachella, hvor Los Mirlos spillede i 2025 som det første peruvianske band nogensinde. Til sommer er du inviteret til en kæmpe cumbia-fest, når det fænomenale band gæster Roskilde Festival.