PONNY
Ny!

Ponny DK

SØNDAG 28. JUNI

Kompromisløs trio leverer catchy punkperler og rå Riot grrrl-energi

  • Søndag 28. juni

Den nye danske trio Ponny sparker hårdt, når de slipper deres fræsende blanding af teenage pop, punk og anti-folk løs på publikum. 

Selvom sangene besidder al den catchyness, man kan ønske sig af et godt popnummer, skal man ikke skue hunden på hårene. Laura Maj Zeuthen, Anna Raaber og Asta Rebien, der udgør trioen, leverer sangene med skrigende vokal, hylende guitar og en energi af ukontrolleret vildskab og utæmmet vrede. De er trætte af pis og ikke bange for larme.  

Den selvbetitlede debut-EP udkom i 2025, og med klar inspiration fra Riot grrrl-æstetikken formår Ponny her at lyde, som om de havde sat strøm til de vredeste sider af teenage-dagbogen i sange om idioter og dårlig sex. Det er relaterbart og råt, og sangene rummer en befriende humor.  

Live er Ponny et endnu vildere bekendtskab, hvor de hurtige, kontante og smadrede punk-anthems skaber et katarsisk rum, hvor alle har plads til at skrige deres vrede og frustrationer ud. De skal nok sætte gang i en vild og punket fest, når de bringer deres kompromisløse udtryk til Roskilde Festival.