- Mandag 29. juni
Sa_G er blevet kaldt en af de fremmeste kvindelige røster på den norske hiphop-scene. Med masser af attitude, en rå undergrunds-sound og lyrik, der i en vekslen mellem norsk og engelsk oser af girl boss-energi, viser hun i dén grad hvor skabet skal stå.
Kvinden bag kunstnernavnet hedder egentlig Gunhild Roel Jønnum, og Gunhild er da også titlen på hendes sensationelle debutalbum fra 2025. “En magtdemonstration i norsk rap”, kaldte norske NRK albummet, og anmelderen drog sammenligninger til det bedste af Doja Cats musik i Sa_G’s evne til at veksle mellem benhård rap og stærke R&B-harmonier.
Allerede inden udgivelsen af debutalbummet har der været masser af hype omkring Sa_G, bl.a. takket være en række stærke singler og EP’er samt markante optrædener på bl.a. Oslo-festivalen by:Larm, hvor hendes koncert i 2024 blev et kæmpe tilløbsstykke.
Sa_G har selv udtalt, at musik og visuel identitet går hånd i hånd for hende. Hendes flair for det visuelle kommer til udtryk i hendes musikvideoer, men det er i høj grad også en passion, hun tager med sig på scenen. Her kan du både kan forvente musikalsk power, selvsikker rap og et visuelt gennemført show, når den norske rapstjerne indtager Roskilde Festival.






