Ny THE CALLOUS DAOBOYS RF26 16X9 Still Til Web

The Callous DaoboysUS

Enestående energi og skæve ideer fra originale hardcore-indpiskere

“Gloriously chaotic” har musikmagasinet Kerrang! kaldt The Callous Daoboys, og man kan kun give dem ret, når man bevidner det amerikanske bands viltre energi og kreative brug af elementer fra mathrock, hardcore og nu metal.

Med hele seks personer på scenen fremstår bandet som et vidtfavnende kollektiv, der både kan levere metalliske frontalangreb på publikum og nuancerede lydbilleder, hvor instrumenter som violin og synth skaber kontraster til den mere klassiske instrumentering af bas, guitar og trommer. På samme måde bevæger sangene sig ofte med en uforudsigelig energi fra flænsende hardcore og metalliske riffs til pophooks og skæve mellemstykker, der har fået The Guardian til at sammenligne dem med bands som Faith No More.

De kompromisløse energiudladninger får følge af en skæv humor, som man allerede fornemmer i bandnavnet - et ordspil over Dallas Cowboys. Det både humoristiske og surrealistiske univers understreges også af sangtitler som “Body Horror for Birds” og “Douchebag Safari” fra deres seneste og fremragende album I Don’t Want to See You in Heaven (2025). Det er samtidig et album, der viser bandets evne til at forene skæve ideer og aggression med en personlig tone i en nærmest terapeutisk udforskning af angst og tvivl, som giver dybde til udskejelserne. 

The Callous Daoboys blev dannet i Atlanta, Georgia i 2016 og udsendte året efter debut-EP’en My Dixie Wrecked. Siden har de styrket deres ry som mesterlige budbringere af musikalsk kaos, ikke mindst takket være deres ekstremt intense shows, der forener musikalsk råstyrke, uhæmmet kreativitet og gedigen underholdning for alle med hang til aggressiv musik. “Their shows are a spectacle like no other” skrev Distorted Sound i en anmeldelse af en koncert i London, og der er således god grund til at have forventningerne i top, når bandet rammer Roskilde Festival til sommer. 

Hvis du kan lide dette …