The Sophs

The SophsUS

Hypet indierock-sekstet rammer Roskilde Festival med imødeset debutalbum

Det er ikke hverdagskost i vores tid, at et band bryder massivt igennem lydmuren med noget så klassisk som gedigne rocksange med guitaren i centrum. Men Los Angeles-bandet The Sophs har på kort tid opbygget en solid hype med fængende sange, skarpe tekster og et frisk take på guitarrock med elementer af både indiepop og punk.

Sangene har kaldt på sammenligninger med navne som The Strokes og Weezer, men bandet trækker også på ældre inspirationer som ZZ Top og rustik Delta-blues. Det hele samles i et udtryk, som holder klassiske sangskriverdyder i fokus, og som samtidig brænder igennem med intenst nærvær på scenen – ikke mindst takket være den karismatiske frontfigur Ethan Ramon.

The Sophs er dog tydeligvis mere end bare en stærk frontfigur. De formår at transformere en stærk bandenergi med et alsidigt udtryk, der imponerede det legendariske engelske label Rough Trade Records så meget, at de prompte signede bandet efter at de havde modtaget en demo. Det første i sommeren 2025 til udgivelsen af debutsinglen “Sweat” og optrædener på bl.a. den engelske festival End of the Road.

Forventningerne er således allerede tårnhøje til bandets debutalbum, der udkommer i 2026, hvor bandet også lægger vejen forbi Roskilde Festival. Her kan man roligt kigge forbi, hvis man vil overbevises om, at indierocken lever i bedste velgående.

Hvis du kan lide dette …