THE ZAWOSE QUEENS
Ny!

The Zawose QueensTZ

Dronningerne af wagogo indtager Roskilde Festival med nyt album og fantastisk band

De stærke kvindevokaler og den polyrytmiske magi er i højsædet, når The Zawose Queens indtager scenen med deres personlige nyfortolkning af Wagogo-folkets traditionelle musik. 

Duoens navn er ikke tilfældigt, for de to sangerinder Pendo og Leah Zawose ønsker at fremhæve den feminine energi i en musikalsk tradition, hvor kvinderne typisk har været reducerede til korsangere, mens mændene var i front. De har musikken i blodet, da Pendos far, og Leahs bedstefar, Hukwe Zawose, var et fremtrædende navn, der turnerede flittigt med Wagogo-musikken. For kendere er Zawose-navnet derfor også indbegrebet af wagogo, men kvinderne er færdige med at stå i baggrunden. 

Pendo og Leah Zawose udsendte deres debutalbum, Maisha, i 2024. Albummet, der blev produceret af Tom Excell (Nubiyan Twist, Onipa) og Oli Barton-Wood (Ezra Collective, Obongjayar), vakte straks opsigt og har ført til roste koncerter på store internationale festivaler som Glastonbury og Le Guess Who. 

Man kan heller ikke andet end at blive betaget, når de to kvinder indtager scenen med deres polyfone vokalharmonier, spirituelle nærvær og medrivende polyrytmer, der bakkes op af et forrygende band og traditionelle instrumenter som illimba-fingerklaver og ngoma-trommer. De fortjener at blive hyldet som musikalske dronninger, og du kan komme i audiens til sommer på Roskilde Festival, hvor der uden tvivl også bliver mulighed for at høre sange fra deres kommende album, der udkommer i 2026.