YUNG LEAN AND BLADEE 16X9 Still Til Web

Yung Lean & BladeeSE

To rap-pionerer træder ind i et fælles, grænsesøgende univers

Der venter et sjældent topmøde mellem to af Sveriges mest indflydelsesrige rappere, når Yung Lean og Bladee indtager Roskilde Festival sammen til sommer. Begge kunstnere er vokset fra kultfænomener til internationale stjerner, der som pionerer inden for den eksperimenterende cloud rap har haft enorm betydning for det globale hiphop-miljø. De har skubbet genren i nye retninger med psykedeliske produktioner, nordisk melankoli og en markant inspiration fra postpunkens mørke klangflader.

Denne postpunkede energi slår ikke mindst igennem på deres fælles album Psykos fra 2024, der blev modtaget med strålende anmeldelser. Pitchfork fremhævede albummets tråde til ikoner som Ian Curtis og Robert Smith, mens The Line of Best Fit, Vogue og Dazed placerede Psykos blandt årets bedste udgivelser.

I oktober 2025 byggede Yung Lean og Bladee videre på samarbejdet med EP’en Evil World – et kompakt værk, der markerer endnu et skridt ind i et mørkere og mere kaotisk fælles univers. Her blander de to kunstnere deres forskelligheder med en særlig intensitet: Bladees rå, forvrængede æstetik møder Yung Leans mere melodiske og emotionelle tilgang, og resultatet er tre numre, der både rummer uro, følelse og et veludviklet samspil.

Yung Lean og Bladee har gennem hele karrieren haft et tæt og frugtbart samarbejde som centrale kræfter i det stilskabende kollektive Drain Gang, der var med til at placere svensk hiphop på verdenskortet. Psykos var deres første fuldlængde-collab, Evil World deres seneste udvidelse af et allerede formstærkt partnerskab – og begge udgivelser peger fremad.

Vi kan derfor næsten heller ikke vente til sommer, hvor Yung Lean og Bladee indtager Roskilde Festival, hvor Yung Lean solo gav en forrygende koncert i 2023. Når de to pionerer optræder sammen, kan man forvente både materiale fra deres fælles udgivelser og dyk ned i begge kunstneres egne sange.

Hvis du kan lide dette …